Foto: TV 2 Lorry

Ulykke på Trippendalsvej: 14-årig i koma - teenager afhørt

En 19-årig mand fra Brøndby er blevet afhørt med en sigtets rettigheder efter ulykke på Trippendalsvej i Albertslund.

En 19-årig mand sættes nu i forbindelse med en trafikulykke på Trippendalsvej i Albertslund torsdag aften.

Her blev en 14-årig dreng ramt af en bil, da drengen ville krydse Trippendalsvej for at nå en bus.

Se også: Forsøgte at nå bussen: 14-årig i kritisk tilstand

Drengen blev efterfølgende hastet til Rigshospitalet, hvor han blev opereret. 

- Han er i stabil tilstand, men han er stadig i koma. Erfaringsmæssigt ved vi, at det i den her type sager kan gå begge veje, siger Peter Buhl, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi.

Tirsdag er en 19-årig mand fra Brøndby blevet sat i forbindelse med uheldet.

- Efter afhøring af vidner er der noget, der tyder på, at den 19-årige mand har foretaget overhaling venstre om et helleanlæg, hvorefter påkørslen sker, da drengen samtig passerer vejen, siger Peter Buhl til TV2 Lorry.

Den 19-årige mand er ifølge vicepolitiinspektøren blevet afhørt med en sigtets rettigheder.

Han nægter sig dog skyldig, og han er løsladt indtil videre. 

- Vi har ikke nogle indikationer på, at der skulle være tale om andet end et uheld, og derfor har vi ikke belæg for at tilbageholde ham yderligere, fortæller Peter Buhl til TV2 Lorry.

Påkørslen af den 14-årig dreng har fået borgerne i Albertslund til at advare om de trafikale forhold på den travle Trippendalsvej:  

01:52

Borgere råber vagt i gevær: Uheldsstrækning er livsfarlig!

Luk video