Trio anholdt for knivstik i gangtunnel

To mænd og en kvinde er anholdt for et knivstikkeri, hvor en mand blev stukket i begge lår i en gangtunnel under Østerbrogade i København.

En grim oplevelse og et knivstik i hver lår. Det blev resultatet for en asylansøger fra Guinea-Bissau, da han torsdag aften mødtes med to mænd og en kvinde i en gangtunnel under Østerbrogade nær Svanemøllen Station. Trioen er anholdt, og politiet forsøger nu at danne sig et overblik over episoden, fortæller den centrale efterforskningsleder Gunnar Nørager. Vi har en formodning om, at det kan være noget narkorelateret, der er løbet af sporet. Men vi har endnu ikke det fulde overblik, siger han. Knivofferet bliver nu behandlet for sine stik, men er ifølge politiet uden for livsfare.

/ritzau/