Tredje person smittet med sjælden sygdom fra flåt

Statens Serum Institut opfordrer personer i Tisvilde Hegn til at passe ekstra godt på, efter endnu en person er blevet smittet med sygdommen TBE.

Endnu en person er blevet smittet med den flåt-overførte sygdom centraleuropæisk hjernebetændelse (TBE).

Det oplyser Statens Serum Institut.

Det er det tredje tilfælde med formodet TBE-smitte i dette område i år, og i alle tre tilfælde formodes personerne at være blevet smittet i området omkring Tisvilde Hegn i Nordsjælland.

Derfor opfordrer Statens Serum Institut nu personer, som færdes i området, til at være meget opmærksomme på at beskytte sig mod flåtbid. Dette gør sig særligt gældende, hvis man færdes uden for stier i skov og krat.

Man kan minimere risikoen for bid ved at bruge en trøje med lange ærmer og lange bukser samt bære støvler og/eller trække strømperne ud over bukserne. Desuden kan myggeafvisende midler have en vis effekt, ligesom også vaccination mod TBE kan overvejes.

Det seneste tilfælde af TBE har ifølge Frederiksborg Amts Avis ramt en mand, der bor i Holløse i Nordsjælland.

Tidligere på sommeren er der også fundet TBE hos en 59-årig mand, som bor tæt på Tisvilde Hegn (Vinderød) samt hos en 69-årig mand, som har hus med have lige op til hegnet.

Begge disse tilfælde mistænkes for at være smittet i området. For den sidste kan smitte på Bornholm dog ikke udelukkes, da personen forinden havde besøgt øen, som er det sted i landet, hvor virussen er mest udbredt.

Overlæge: En alvorlig situation

Anders Fomsgaard, overlæge ved Statens Serum Institut, anser det dog som mest sandsynligt, at han er blevet smittet i Tisvilde Hegn.

- Og selv om det måske kun er to og ikke tre tilfælde, vi kender fra Tisvilde-området, er det en alvorlig situation, fordi det er et område, hvor mange mennesker færdes i naturen, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

De seneste år har antallet af smittede personer på Bornholm ligget på to til fire. I en nylig undersøgelse fra et mikrofokus på Bornholm fandt man, at andelen af flåter, der var positive for TBE-virus, var på 0,6 procent.

Symptomerne på TBE er delt i to faser. Omkring en uge efter biddet får cirka en fjerdedel af de smittede influenzalignende symptomer og feber i en uges tid. 

Derefter vil omkring hver tredje af dem, der har influenzasymptomerne, opleve sygdommens anden fase og udvikle symptomer på hjernebetændelse. 

Det vil typisk ske efter 1-21 dage uden symptomer efter perioden med influenza. 

Omkring en tredjedel af dem, der bliver indlagt med sygdommen, får længerevarende mentale eller neurologiske følger. 

For børn kan sygdommen betyde mindre indlæringsvanskeligheder. 

Højsæsonen for flåter er fra maj til oktober.

Flåterne er typisk båret af dyr som små gnavere, ræve og hjorte. Skulle man blive bidt, skal man hurtigst muligt fjerne flåten fra kroppen.

TBE - centraleuropæisk hjernebetændelse

  • Smitte med TBE sker, hvis man bliver bidt af inficerede skovflåter. 
     
  • Ikke alle flåter i en geografisk ”TBE-virus-plet” indeholder TBE-virus. 
     
  • Den europæiske variant af TBE, som findes i Danmark, har typisk et tofaset forløb: Efter en inkubationstid på cirka en uge opstår der hos en fjerdedel af de virussmittede feber og influenzalignende symptomer (”sommerinfluenza”) i cirka en uge. Efter et symptomfrit interval på cirka en uge udvikler en ud af tre med sommerinfluenza også symptomerne på hjernebetændelse (TBE). 
     
  • Diagnosen stilles på Statens Serum Institut oftest serologisk med påvisning af IgM straks-antistoffer i en blodprøve. TBE-virus kan påvises i flåter med gen-tests. 
     
  • Omkring 1/3 af dem der må hospitalsindlægges med TBE-hjernebetændelse kan forvente at få længerevarende mentale eller neurologiske følger af varierende sværhedsgrad, og børn kan få mindre oplagte indlæringsvanskeligheder. 
     
  • TBE-virus overføres fra flåternes spytkirtler inden for få minutter ved bid, så man bør fjerne flåten så hurtigt som muligt. Typiske virusværter er mus, ræve og hjorte. Skov- eller engområder med tæt undervegetation og krat indebærer den største risiko for flåtsmitte. 
     
  • Det er vigtigt under alle omstændigheder at undersøge kroppen hyppigt for flåter og fjerne flåter på kroppen så hurtigt som muligt fx med en flåpincet eller bare med neglene. 
     
  • TBE ses især hos personer, som færdes jævnligt i naturen uden for stier, og mere sjældent blandt personer, der blot lejlighedsvis bruger naturen i TBE-endemiske områder. 
     
  • TBE kan forebygges med TBE-vaccination (som først er to stik med ca. en måneds interval) og en booster inden næste flåtsæson. Beskyttelsen kan yderligere boostes hver 3-5 år. 
     
  • Støvler, lange bukser og lange ærmer samt nogle myggesprays kan hjælpe til at hindre flåtbid. 
     
  • Højsæsonen for flåter er maj til oktober.

 

Kilde: Statens Serum Institut


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik