Tre unge får fængselsdom for kædevold

Et kærestepar blev julenat sidste år overfaldet på Vesterbro i København. Mandag blev tre unge dømt for det grove overfald med en kædelås.

Juleaften sidste år endte tragisk for et ungt kærestepar, der på vej hjem fra julemiddagen blev gennembanket af en gruppe unge på Vesterbro i København.

 

Mandag faldt der dom i Københavns Byret over tre unge på 16, 17 og 19 år, som er kendt skyldige i grov vold mod kæresteparret.

Den yngste - som har marokkansk statsborgerskab - fik en betinget udvisning med en prøveperiode på to år foruden 10 måneders fængsel. Den 17-årige blev idømt et års fængsel, og den 19-årige bliver straffet med 10 måneders fængsel.

For alle tre gælder, at de skal to måneder i fængsel, mens resten af fængselsstraffen er betinget af ny kriminalitet.

- De har fået de straffe, som jeg forventede, sagde anklager Pia Simon til Ritzau.

Ofrene for overfaldet - Nanna Skovmand og kæresten Mads Schøllhammer - har forklaret, at de var på vej hjem fra julemiddagen, da de blev overfaldet nær deres hjem på Vesterbro lidt efter midnat 25. december 2014.

Først var det Mads Schøllhammer, der blev overdænget med spark og slag med en tyk kædelås, men siden gik gerningsmændene videre til Nanna Skovmand.

I retten havde anklageren medbragt kædelåsen, som ifølge hende kan forvolde mere skade end eksempelvis et baseballbat.

- Jeg tror, alle kan forestille sig, hvordan det føles at blive slået med en kædelås. Det er et forfærdeligt våben efter min opfattelse, sagde Pia Simon.

Sagen har haft stor mediebevågenhed, da det kvindelige offer, Nanna Skovmand, i dagene efter overfaldet lagde billeder af sit forslåede ansigt på Facebook.

De dømtes forsvarere - ikke mindst forsvareren for den 16-årige dreng - mente, at anklageren krævede for hårde straffe. De lagde blandt andet vægt på, at deres klienter har stabile tilværelser.

- Betinget udvisning er en ret alvorlig sanktion for en person, der er født og opvokset i Danmark og har sin skolegang og familie i landet. Hele hans liv ligger i Danmark, sagde Peter Trudsø, der forsvarer den 16-årige dreng, inden dommen.

De tre unge nægter sig skyldige og har bedt om betænkningstid med hensyn til at anke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik