Tre tyske fodboldfans anholdt efter kamp

Efter kampen mellem Hannover 96 og FCK lægger politiet en ring omkring Parken for at forhindre uroligheder.

 Politiet anholdt torsdag aften tre tyske fodboldfans i forbindelse med kampen i Parken på Østerbro i København mellem den tyske klub Hannover 96 og FCK.
Det oplyser Københavns Politis pressetalsmand, vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen.
For den enes vedkommende kan der blive tale om et længere ophold i Danmark, for politiet arbejder på at fremstille ham i grundlovsforhør fredag. Han er sigtet for vold mod politiet.
- Han har udvist en meget truende adfærd over for en betjent, derfor arbejder vi på at få ham fremstillet, siger Henrik Møller Jakobsen.
De to andre fodboldfans er begge anholdt, fordi de kastede fyrværkeri. Den ene, fordi han kastede et romerlys mod Parkens kontrollører under kampen.
- Nogle af de andre tyske fodboldfans så, hvad der skete, og holdt ham fast, indtil politiet kom og anholdt ham, siger Henrik Møller Jakobsen.
Den anden blev anholdt på Kongens Nytorv i det centrale København, hvor et par tusind tyske fodboldfans samlede sig inden kampen for at gå i samlet trop mod Parken.
Da der blev kastet fyrværkeri og afbrændt romerlys, afspærrede politiet en overgang Bredgade, men efter kort tid faldt de urolige fodboldtilhængere så meget ned, at de fik lov til at gå ud mod Østerbro.
I alt 10.000 tyske Hannover-tilhængere havde løst billet til kampen, der endte med tysk sejr.
Politiet lagde efter kampen en ring om Parken for at sikre, at de tyske fodboldfans ikke kom i klammeri med skuffede FCK-fans.
- Vi forventer ikke uro, men vi er massivt til stede og holder øje på alle fire sider af Parken, siger Henrik Møller Jakobsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik