Arkiv Foto: TV 2 Lorry

Tre terrormistænkte fængsles i fire uger

De tre terrormistænkte er blevet fængslet i fire uger for ulovlig våbenbesiddelse - de første dage i isolation

De tre terrormistænkte personer, der blev anholdt fredag, er alle blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør lørdag formiddag. De er udelukkende sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

De skal sidde i isolation frem til 10. maj. Ingen af de tre kærede kendelsen.

De tre mænd er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192a, som handler om overtrædelse af våbenlovgivningen. Det drejer sig om besiddelse af to AK47-geværer.

Ifølge sigtelsen mødtes den ene af de tre anholdte, den 22-årige mand, torsdag klokken 17.00 med en ukendt mand på Hareskov Station, og det blev aftalt, at den ukendte mand skulle levere to såkaldte Kalashnikov-geværer med tilhørende ammunition.

Klokken 20.30 samme aften og samme sted fik en anden af de tre anholdte, den 23-årige mand, overdraget våbnene og ammunitionen, da han mødtes med den ukendte våbenleverandør.

Næste dag, fredag klokken lidt i 10, mødtes den 23-årige så med den tredje anholdte, den 21-årige mand, på Herlev Station for at give våbnene videre. Her skred PET ind og anholdt de to.

Den 22-årige blev anholdt på sin bopæl i Melissehaven i Herlev. Den ukendte mand, der leverede våbnene, er stadig på fri fod.

Den anholdte 22-årige har erkendt medvirken til besiddelse af våbnene, mens de to andre har erklæret sig ikke-skyldige.
Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har været sparsomme med oplysninger i sagen.

Fredag oplyste PET dog, at man er gået aktivt ind i efterforskningen for at sikre, at "eventuelle terrortrusler er blevet imødegået og afværget ved de foretagne anholdelser".
To af de anholdte, en 22-årig jordansk statsborger og en 23-årig mand med tyrkisk pas, bor i Danmark, mens den tredje, en 21-årig dansk statsborger, bor i Egypten.