Kantine på stort gymnasium politianmeldt

Kantine på Øregård Gymnasium har fået tre sure smileys i streg af Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen har politianmeldt Øregård Gymnasiums kantine, som på fem måneder har fået intet mindre end tre sure smileys i streg for ikke at overholde helt basale fødevareregler.

Den første sure smiley faldt tilbage i marts, da Fødevarestyrelsen besøgte kantinen på baggrund af en forbrugerhenvendelse. Her kunne de konstatere, at det haltede gevaldigt med fødevarehåndteringen.

'Det er ikke godt'

Kølepligtige fødevarer blev opbevaret ved alt for høje temperaturer. Eksempelvis blev temperaturen i yoghurt målt til 15,5 grader og kyllingesandwich var 11,1 grader. Det kostede en bøde på 5000 kroner.

- Det er ikke godt. Hvis sådanne fødevarer får lov at ligge for lang tid, kan man blive syg af at spise det på grund af bakterier, siger sektionsleder hos Fødevarestyrelsen, Charlotte Kølln, til TV2 Lorry.

Samtidig blev det konstateret, at kantinepersonalet var dårligt instrueret i både fødevarehåndtering og fødevarehygiejne.

- Det er heller ikke i orden. Medarbejdere, der arbejder med letfordærvelige fødevare, skal kende temperaturkravene, siger sektionsleder Charlotte Kølln.

Hun bemærker desuden, at der heller ikke var synlighed sporbarhed på dåsesodavand, som altid skal have korrekt mærkning, så man kan se, hvor de stammer fra.

Nyt kontrolbesøg venter

Ved et efterfølgende kontrolbesøg i slutningen af maj viste det sig, at der var kommet styr på forholdene. Men kantinen havde ikke hængt kontrolrapporten op fra det forudgående besøg, hviket kostede endnu en sur smiley.

Det eksakt samme gjorde sig gældende, da Fødevarestyrelsen vendte tilbage i august. Her fik kantinen sin tredje sure smiley i træk. Men denne gang blev der taget skrappere midler i brug.

- Når der er givet bøde for det sammme forhold to gange i træk, og det stadig ikke er bragt i orden, udløser det en politianmeldelse. Vi skal derud igen inden for kort tid, og så håber vi da, der er kommet styr på det, siger Charlotte Kølln og tilføjer, at man ved det sidste besøg desuden fandt skimmelbelægninger og skimmellugt i et køleskab med oksekød og salater.

Svarer via sin advokat

TV2 Lorry har kontaktet Øregaard Gymnasium for at få en kommentar. Her henvises der til firmaet Øregård K Aps, som driver kantinen. 

Ejer af Øregård K Aps, Niels Groth, vil dog kun besvare vores spørgsmål på mail via sin advokat.

- Det er naturligvis utilfredsstillende, at kantinen har fået en – endsige tre – sure smileys. Jeg hæfter mig imidlertid ved, at der ikke er tale om forhold, der gentages i forhold til fødevaresikkerheden, skriver Niels Groth.

Hvad vil du gøre ved det?

- De forhold, der er påpeget er forhold vi kontinuerligt arbejder på at forbedre, ligesom vi arbejder på at sikre, at gentagelser ikke sker. Kontrolrapporten er nu ophængt i kantinen, lyder svaret.

Har du i sinde at betale bøden?

- Jeg kan ikke se relevansen af spørgsmålet i denne kontekst, men jeg har valgt ikke at påklage afgørelsen, hvorfor bøden naturligvis vil blive betalt.

Hvordan skal dine kunder (i det her tilfælde eleverne) kunne stole på, at der er styr på tingene, når du ikke hænger kontrolrapporterne op?

- Vi har en løbende tæt dialog med både ledelsen og eleverne på gymnasiet for at sikre, at vores sortiment, hygiejne mv. lever op til deres krav og ønsker. Der har på intet tidspunkt været skjult forhold overfor elever eller ledelsen, hvorfor jeg ikke ser anledning til, at der skulle være utryghed i den forbindelse, skriver Niels Groth fra Øregård K Aps.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik