Foto: TV2/Lorry

Tre rumænere dømt for at stjæle 390 kilo kobberkabel

Banedanmark fik stjålet knap 400 kilo kabler, og tre rumænske mænd er nu dømt til fire måneders fængsel. Tre rumænske statsborgere er mandag idømt fængsel i fire måneder for tyveri af 390 kilo kobberkabel, som stammer fra tyveri langs et jernbanespor tilhørende Banedanmark, oplyser Københavns Politi.

Mændene er i alderen 20-23 år, og de blev anholdt efter tip fra en hundelufter.

Hundelufteren havde bemærket en teltlejr ved et grønt areal i Københavns SV-kvarter. Ved anholdelsen fandt politiet de 390 kg kobberkabler.

De tre mænd blev alle idømt 4 måneders fængsel med efterfølgende udvisning af Danmark.

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at retten dømte efter straffelovens bestemmelser om groft tyveri, og at man på den måde sender et signal om det helt uacceptable i den her form for tyverier, siger anklager Kristoffer Petersen.

- De manglende kabler kunne have medført livsfare for personer, hvis f.eks. en køreledning var faldet ned i nærheden, fortæller han.

Retten fandt tyveriet skærpende, fordi de stjålne kabler fungerede som en slags "HFI-relæ" på jernbanesporet.