Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Syv gode juleråd: Indbrudstyve elsker åbent hus

Hvert år får 2.000 københavnske hjem ubudne gæster. En ny kampagne skal hjælpe københavnerne med at sikre deres hjem.

Selv om antallet af indbrud de senere år er faldet i København, kommer alt for mange københavnere fortsat hjem til en endevendt bolig. Opgørelser viser, at villaer er mere udsatte for indbrud end lejligheder.

Derfor lancerer Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Politi og Det Kriminalpræventive Råd kampagnen ’Indbrudstyve elsker Åbent Hus’. Den skal med tre effektive råd hjælpe københavnerne til at indbrudssikre deres hjem, så de ikke holder åbent hus for indbrudstyvene. Et råd er fx at tænde lys inde og ude, når du ikke er hjemme.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. 

Kampagnen skydes i gang med et kick-off event den 4. december kl. 15.30. Her uddeler Københavns Kommune og Københavns Politi gode råd om indbrudssikring i Spinderiet i Valby. De første 350 borgere, der kigger forbi, får et gratis tænd/ sluk ur til hjemmet.

Syv gode råd

1. Sørg for, at det ser ud som om, der er nogen hjemme: Aftal fx med naboen, at de skubber posten ind ad brevsprækken, tømmer postkassen, smider affald i skraldespanden, rydder sne, fylder skraldespanden eller parkerer en bil i indkørslen.

2. Gør huset sikkert med gode låse, vinduer og dør.

3. Fjern værdifulde genstande, så de ikke kan ses udefra.

4. Ryd op, så der ikke ligger redskaber i haven, der kan bruges til at brække et vindue op.

5. Men rod gerne, fx. med lidt legetøj i haven og lidt opvask på køkkenbordet.

6. Brug tænd/sluk-ure til lys og radio.

7. Kig også på din bolig med indbrudstyvens øjne: Er vinduer og døre i dårlig stand? Er der gode gemmesteder? Er hækken så høj, at tyven har arbejdsro til indbruddet? Har tyven gode flugtveje? 

- København har plads til alle – bortset fra kriminelle. Sammen med Københavns Politi har kommunen fokus på at dæmme op for indbrud, så vi konstant øger trygheden. Heldigvis kan man selv gøre noget – nemlig indbrudssikre sit hjem bedre, så tyvene får de værst mulige arbejdsbetingelser, lyder opfordringen fra overborgmester Frank Jensen (S).

Selvom der sker mange indbrud både i København og i resten af landet, har Københavns Politi som den eneste politikreds formået at reducere antallet markant de seneste år. 

Læs også Politi går til kamp mod indbrudstyve

- Vi har gjort meget for at nedbringe antallet af indbrud i København, og vi kan se rigtige gode resultater af vores indsats. Der er dog fortsat alt for mange hjem i København, der udsættes for indbrud. Sammen med Københavns Kommune vil vi med kampagnen skabe yderligere fokus på indbrud og gennem en fælles indsats nedbringe antallet af indbrud yderligere,siger politiinspektør Mikael Henrik Wern fra Københavns Politi.

Bedre indbrudssikring handler ikke kun om at forstærke døre, låse og vinduer i sit hjem. Det Kriminalpræventive Råd har en klar anbefaling til københavnerne:

- Det Kriminalpræventive Råd anbefaler alle københavnere at tilmelde sig nabohjælp. Mere end 240.000 danskere har allerede tilmeldt sig ordningen. Og med god grund – for med Nabohjælp kan vi sammen forebygge hvert femte indbrud, siger sekretariatschef Anna Karina Nickelsen i Det Kriminalpræventive Råd

Fakta om kampagnen Indbrudstyve elsker Åbent Hus

  • Bag kampagnen står Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Politi, Det Kriminalpræventive Råd og Frederiksberg Kommune.
  • Den kører over hele København fra mandag den 4. december og to uger frem med outdoor og events, bl.a. kampagnefilm og konkurrencer om sikkerhedstjek af hjemmet.
  • På sociale medier spreder kendte københavnere budskabet under #SikkerBy
  • Få gode råd om indbrudssikring af Københavns Kommune og Københavns Politi.
 4. december kl. 15.30: Lanceringsevent i Spinderiet i Valby, bl.a. med uddeling af tænd/sluk-ure

6. december kl. 15.30-17.30: Kongens Nytorv, Vesterport st., Ryparken st., krydset ml. Frederikssundsvej og Mørkhøjvej, Amagerbro metrostation.

11. december kl. 15.30-17.30: Ryparken st., krydset ml. Frederikssundsvej og Mørkhøjvej, Amagerbro metrostation, Amager Strand metrostation.

13. december kl. 15.30-17.30: Amagerbro metrostation, Vanløse st., Ørestad metrostation, Sankt Josephs plads på Østerbro.