Tre borgere beskudt med maling og plastik fra bil

Politiet efterlyser vidner, der kan have set bil, hvorfra der blev skudt med splatter- og hardballvåben.

Borgere er blevet beskudt med hardball pistol. Foto: TV 2 Lorry

Nordsjællands Politi har fået tre anmeldelser om borgere, der fredag aften og natten til lørdag blev ramt af kugler af plastik og maling fra et såkaldt hardball- og et splattervåben.

Der blev skudt fra bagsædet af en bil, og politiet efterlyser nu vidner, der har set bilen køre rundt i Virum, Vedbæk og Lyngby i tidsrummet fra klokken 22.55 til klokken 01.50.

- Man kan godt besidde den slags våben lovligt, men når man bruger det på den måde, så er det ulovlig brug, siger politikommissær Allan Lørup, Nordsjællands Politi.

En 11-årig pige har fået et blåt mærke efter at være blevet ramt af det, politiet formoder er en malingkugle fra et splattervåben.

- Der er heldigvis ingen, der er kommet alvorligt til skade. Men hvis det rammer øjnene, kan det skabe en vis form for skade, siger Allan Lørup.

Ved en af hændelserne kastede en borger sig til jorden af frygt for, at der var tale om et rigtigt våben.

- De har opfattet det som truende og som om, at der folk, der skyder på dem. Så de er blevet bange og rystede over det hændte, siger Allan Nørup.

Politiet arbejder ud fra en formodning om, at det er samme person eller personer, der står bag de tre anmeldte hændelser.

De ramte personer har ikke været i stand til at give et klart signalement af hverken bilen eller gerningsmanden.

Politiet opfordrer til, at vidner, der kan have overværet hændelserne, til at henvende sig med oplysninger på telefon 1-1-4.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik