Tre bandefolk dømt for designtyveri

Tre Bandidos-relaterede mænd er idømt fængsel i op til to år for indbrud, hvor de gik efter designmøbler.

En mand med tilknytning til rockergruppen Bandidos blev mandag idømt to års fængsel for en lang række indbrud i Nordsjælland.
To andre mænd fik henholdsvis et år og tre måneders fængsel og tre måneders fængsel. I alle tilfælde gik tyvene målrettet efter designermøbler.
Det oplyser politiassessor Peter Østergaard, Nordsjællands Politi.

Tyvene har begået indbrud på Frederiksberg, i Rungsted, Værløse, Allerød og Holte. Alle steder har de fundet frem til de eftertragtede designting ved at studere ejendomsmægleres billeder af huse, der er til salg.

Tyvekosterne er leveret videre til medskyldige, der har taget sig af at opbevare tingene, indtil de kunne blive ekspederet videre til en hæler i Vestsjælland.
Her blev de sat i stand, inden de eftertragtede møbler af Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Poul Henningsen blev sat til salg på internetauktion.
I alt otte rockerrelaterede mænd har været med i kæden.

De tre dømte, der er fra midt i 20'erne til begyndelsen af 30'erne, er indbrudstyvene.

Den mand, der fik to års fængsel, er blevet dømt for 18 forhold, som han har tilstået., mens en anden blev dømt for omkring 9 forhold. Den sidste fik tre måneders fængsel for et enkelt forhold.

Mellemmænd og hælere venter fortsat på at komme for retten. En af de første sager behandles af Retten i Helsingør den 3. januar næste år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik