Travl byggebranche vil lokke tidligere ansatte tilbage

Siden foråret har det været svært for mange virksomheder i byggebranchen at skaffe medarbejdere nok. Én løsning er at få folk tilbage i branchen.

I ti år har 40-årige Kim Madsen fra Nordsjælland været væk fra byggebranchen. Men efter en årrække som security-medarbejder i Københavns Lufhhavn, er han nu vendt tilbage - og har fået job som tagdækker. 

- Jeg var træt af at arbejde indenfor med dårligt indeklima og den slags, og så ville jeg gerne tilbage til byggebranchen igen, siger Kim Madsen og fortsætter: 

- Og så så jeg bare, at der var gang i byggebranchen igen, der har jo været lidt nedtur på nogle punkter i byggebranchen, og så tænkte jeg bare, at nu var det tid til at prøve.

Må sige nej til opgaver

Det gik, som han håbede. I en uge har han nu arbejdet for tagfirmaet Nordtag, der har hovedkontor i Græsted. 

Hans nye mester er Jørgen Simonsen, der ud over at være direktør i Nordtag også er formand for Dansk Byggeri i Nordsjælland. Han har siden foråret oplevet, at byggebranchen har haft svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, skriver Frederiksborg Amts Avis.

quote Mange har jo været i byggebranchen tidligere, så vi arbejder selvfølgelig på at få fat i dem og lokke dem tilbage i den her fantastiske branche, som byggebranchen er

Jørgen Simonsen, direktør, Nordtag

- Det betyder jo så, at vi må sige nej til ordrer, siger Jørgen Simonsen. 

Hos Nordtag har Jørgen Simonsen løst problemet blandt andet ved at hyre folk ind, der har erfaring fra byggebranchen, men måske søgte væk, mens tiderne var svære.

- Mange har jo været i byggebranchen tidligere, så vi arbejder selvfølgelig på at få fat i dem og lokke dem tilbage i den her fantastiske branche, som byggebranchen er, siger Jørgen Simonsen til TV 2 Lorry.

Vant til at uddanne sine folk

I løbet af den sidste halvanden måned har han hyret fire nye folk ind for at kunne følge med. To er faglærte og to skal læres op af de erfarne medarbejdere.

- Han kommer ud med nogle faglærte personer, der har været i virksomheden i mange år, og så skal han bare have skruet fingrene rigtigt på, så kan han sagtens finde ud af det og udstå den læretid, og på nogle ganske få måneder er han klar, siger Jørgen Simonsen og fortsætter:

- Vores tagdækkerfag er fra tidernes morgen et selvlært fag, og det gør, at jeg med min erfaring altid har været vant til at uddanne mit eget personale, og det kan jeg blive ved med også i de her tider.

På taget i Hundested er Kim Madsen rigtig godt tilfreds med at være tilbage i byggebranchen. 

- Jeg har stort set ikke været gladere i mit liv i lang tid, siger han med et smil. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik