Et forsøg fra Region Hovedstaden på at komme transkønnede borgere i møde ser igen ud til at slå fejl.
Planen er at oprette et særligt center for kønsidentitetsforhold for på den måde at adskille området fra psykiatrien, hvor det er placeret nu.
Men det vækker ikke begejstring hos LGBT Danmarks talsperson for transpersoner og transpolitisk arbejde, Linda Thor Pedersen.
Linda Thor Pedersen er selv transkønnet, og hun har været det hele igennem på sexologisk klinik. Halvandet år med ni samtaler, som overskred hendes grænser for at få en hormonbehandling.
- Fuldstændigt mærkværdige og totalt uvedkommende spørgsmål. De forsøgte at snage i mit liv omkring ting, der ikke rager dem, siger Linda Thor Pedersen til TV 2 Lorry.
Mener, personalet er uvidende
Efter yderligere to års venten fik hun en kønsskifteoperation sidste år. Når hun ser tilbage på forløbet, ønsker hun den psykiatriske udredning helt fjernet, fordi den ifølge hende er med til at sygeliggøre transkønnede.
- Jeg tror det er uvidenhed om, hvordan det er at være transkønnet. Jeg tror ikke, de har den fornødne indsigt i det, siger Linda Thor Pedersen.
Hun frygter, at den uvidenhed, hun og mange andre transkønnede har oplevet undervejs i deres forløb på sexologisk klinik, vil følge med over i det nye center.
Politikerne i Region hovedstaden har ellers besluttet at bruge 2,3 millioner årligt på det nye center for kønsidentitetsforhold. De vil oprette et særskilt center for netop at adskille psykiatrien fra behandlingen af de transkønnede.
- For mig at se så er det en forbedring, siger Karoline Vind, regionsrådsmedlem og medlem af Sundhedsudvalget for SF
- Og så handler det om, at vi fra nu af skal have organiseret det godt nok og have de rigtige mennesker ansat, som sikrer en værdig behandling, siger hun.
Vil kæmpe for en anden tilgang
Udover ventetider og bureaukrati så frygter Linda Thor Pedersen også, at måden at gøre tingene på flytter med over i det nye center.
- Det er det samme personale, som har varetaget de opgaver i årtier, som kommer til at sidde i centret. Og så kommer der ikke nogen nytænkning, siger hun.
SF’s Karoline Vind har gennem sit politiske arbejde i Region Hovedstaden kæmpet for et særskilt center for kønsidentitets forhold. Derfor kommer kritikken fra de transkønnede talsperson også bag på hende.
Karoline Vind understreger, at hun som politiker ikke er med til at ansætte personalet i det nye center, som skal behandle de transkønnede.
- Men jeg vil helt klart kæmpe for, at tilgangen til patienterne på det nye center er markant anderledes, end den man har på sexologisk klinik i dag, siger Karoline Vind.
Region har fuld tilllid til medarbejderne
På Sexologisk Klinik har man dog fuld tillid til medarbejdernes faglighed. Region Hovedstadens Psykiatri skriver i en mail til TV 2 Lorry:
”Vi er kede af, hvis nogle patienter ikke oplever behandlingen som tilfredsstillende. Vi har fuld tillid til vores medarbejdere og deres faglighed, og vi ønsker at hjælpe så mange som muligt. I forhold til behandlingen følger vi de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen har lavet til os. Dem synes vi er fornuftige og de er også i tråd med dem, man har i andre lande", lyder det fra klinikchef Birte Smidt
- Man kan håbe på, at man med det nye center får en ny tilgang til behandlingen af transkønnede, hvor de første, vi kommer til at tale med, er gynækologer og endokrinologer, som har forstand på hormonbehandling. I stedet for i dag, hvor vi starter med at snakke med psykologer, siger Linda Thor Pedersen fra LGBT Danmark.
Region Hovedstaden vedtager den endelige beslutning om at oprette Center for Kønsidentitet på et møde den 25. september.