Foto: FC Helsingør

FC Helsingør henter Christian 'TK' Køhler, der her ses i aktion for FC Nordsjælland. Foto: Claus Fisker - Scanpix

1 af 2

Transferbombe: FC Helsingør kaprer midtbanedynamo

Så er det officielt: Superliga-oprykkerne FC Helsingør henter Christian ‘TK’ Køhler i FC Nordsjælland. Midtbanespilleren får en toårig kontrakt.

FC Helsingør har længe været ude efter en forstærkning til den centrale midtbane, efter Vito Mistrati skiftede til Hobro. Nu har de fundet hans afløser. FC Helsingør køber nemlig Christian ‘TK’ Køhler i FC Nordsjælland.

- Vi har arbejdet på handlen et stykke tid. Det har været en prioritet for os, så derfor er jeg rigtig glad for at det nu endelig er lykkedes for os, siger Janus Kyhl, der er direktør i FC Helsingør, til TV 2 Lorry.

Læs også FC Helsingør hiver ny spiller med om bord

21-årige Christian Køhler har spillet 26 Superliga-kampe for FC Nordsjælland, hvor han har spillet hele sin seniorkarriere. Men selvom han kun er 21 år gammel bliver han i FC Helsingørs trup en af dem med mest Superliga-erfaring.

– Jeg kommer hertil med en forhåbning om, at jeg skal være en bærende kraft, og forhåbentligt få en større rolle, end jeg har haft det sidste halve år i Nordsjælland. Men det er ikke kun spilletiden, men også det faktum at jeg synes at Helsingør spiller en god gang fodbold, der har vægtet højt i mine overvejelser, siger nyindkøbet Christian 'TK' Køhler i en pressemeddelse.

Har været på radaren længe

Den unge midtbanespiller er hentet til FC Helsingør på en toårig kontrakt, og klubben har længe haft et godt øje til unge Christian Køhler, der træner med i Helsingør fra i dag.

- Køhlert er en spiller vi har haft kig på længe. Jeg har fulgt ham siden han var ungdomsspiller og han har meget af det, som vi mener vi skal bruge i forhold til vores centrale midtbane, siger Janus Kyhl til TV 2 Lorry.

Er holdet komplet med købet af Køhlert?

- Man skal aldrig sige aldrig, jeg synes vi har en fin trup, og vi nærmer os da også et godt slutprodukt. Men det klart kommer det rigtige tilbud, så vil vi da overveje det nøje, siger Janus Kyhl.

Læs også Borgmester efter fodbold-sensation: Vi skal have et større stadion

 

"'TK' var førsteprioriteten"

Også cheftræner Christian Lønstrup glæder sig over det nye indkøb, som han beskriver som en typisk boks-til-boks midtbanespiller. 

- Vi får en dygtig og boldfast central midt, der var en profil i Nordsjælland. Siden vi solgte Vito (Hammershøj-Mistrati, red.) har vi ledt efter en erstatning til midten, og TK var førsteprioriteten til den plads, da han nok er tæt på toppen af, hvad vi realistisk kan hente i Danmark. Han er et stort, ungt talent, der kan bringe både boldfasthed og lederegenskaber til vores midtbane, og det er meget positivt at vi efter et længere forløb er lykkedes med at lande ham, siger Christian Lønstrup i en pressemeddelse. 

FC Helsingør spiller deres første kamp i Superligaen på søndag, hvor de på udebane møder Hobro. Her ser de to velkendte ansigter, da FC Helsingørs tidligere profiler Vito Hammershøi-Mistrati og Rasmus Minor Petersen forlod Helsingør til fordel for netop Hobro denne sommer.

Læs også FC Helsingør mister stor profil