Tragisk sag afsluttet efter to år

En 52-årig mand fra Roskilde blev i går idømt 60 dages betinget fængsel for vold mod afdøde Timo Fuglebæk Pahjola. Sagen begyndte, da dømte og Timo Fuglebæk kom i slagsmål på værtshuset Charlie Chaplin i Roskilde den 14. januar 2006.

I retten forklarede den dømte, at han
blev overfaldet bagfra af Timo Fuglebæk, som havde smurt en
»ildelugtende creme« i ansigtet på ham. Den 52-årige forlod
værtshuset, men vendte tilbage og slog Timo Fuglebæk to gange.
To dage senere blev Timo Fuglebæk fundet død i sit hjem i
Roskilde. En obduktion viste, at han havde tre liter blod i
bughulen på grund af en ødelagt milt og to brækkede ribben.
Anklageren argumenterede for, at den 52-årige skulle have en
ubetinget straf og dømmes efter straffelovens paragraf 246 -
vold med døden til følge. Men dommeren og de to domsmænd var
enige om, at der ikke var tilstrækkelige beviser for, at dømte
var skyld i Timo Fuglebæks død med de to slag, han havde givet
ham på værtshuset. Retten lagde desuden vægt på, at den tragiske
sag har trukket så meget ud, og dømte har ventet længe på sin
dom. De 60 dages betinget fængsel blev givet for de to slag, som
den 52-årige gav Timo Fuglebæk under slagsmålet på Charlie
Chaplin.Den 52-årige modtog dommen.