Prisstigninger på den kollektive trafik rammer hårdt i Stevns. Foto: TV 2 Lorry

Trafikreform skaber ramaskrig på Stevns: Vilde prisstigninger

Nye prisstigninger på vej i den kollektive trafik. Sjælland bliver ét stort takstområde, når taksterne 'harmoniseres'. Det harmonerer ikke på Stevns Rådhus.

Når taksterne - nok engang - reguleres i den kollektive trafik, rammes pendlerne udenfor hovedstadsområdet.

Det skyldes, at Sjælland går fra at være opdelt i fire prissystemer til at være ét samlet pendlingsområde. Derfor udvides zoneantallet på hele Sjælland, hvor der blandt andet på Sydsjælland oprettes ti nye zoner.

Den nye prisreform er den største i den kollektive trafik siden 1970'erne.

Ifølge Movia vil "96 pct. af alle rejser på Sjælland stort set ikke blive berørt af takstharmoniseringen. 4 pct. af alle rejser på Sjælland bliver imidlertid berørt af takstharmoniseringen med prisstigninger på over 5 pct. og ændrede rejseregler."

Blandt de sidste fire procent ligger Stevns Kommune åbenbart. 

Her vil pendlerne blive så hårdt ramt af Movias takstharmonisering, at den faste tur mellem Rødvig og København vil stige med 48 procent ved køb af periodekort.

Ser man på priserne for Rejsekortet, er harmoniseringen endnu mere nedslående. På enkeltrejser med Rejsekort mellem Rødvig og København stiger priserne med 86 procent.

Selvom der er lige langt mellem Rødvig og København, som der er fra Hundested eller Gilleleje til København, så er prisen meget anderledes. 

Er du pendler til København og bor i Hundested eller Gilleleje vil du opleve en prisstigning på blot 16 procent, hvilket er langt under halvdelen af den prisstigning pendlerne fra Stevns nu skal lide under.

På rådhuset i Stevns vækker takstharmoniseringen harme.

- Jeg ved ikke, om jeg har brugt ordet vanvittigt før, men det vil jeg i hvert fald gerne citeres for. Det er vanvittigt, at lave så høje prisstigninger, siger gruppeformand for Socialdemokratiet i Stevns Kommune, Steen S. Hansen, til TV 2 Lorry.

Hos Movia er man dog ikke enige i kritikken - for for hele Sjælland gælder det, at priserne falder nogle steder og stiger andre steder. Og derfor er slutresultatet nærmest det samme som nu.

- Samlet set kommer der ikke prisstigninger. Der er nogen, der får højere priser, og der er nogen, der får lavere priser, siger Centerchef i Movia, Eskil Tuesen, til TV 2 Lorry.

Men selvom der er 14 zoner fra Hundested til København, ligesom det gælder fra Stevns til København, er der stor prisforskel på den billet, man skal have. Og det skyldes den måde, man regner på.

- Det er fordi vi regner ikke i zoner efter hvad man rejser igennem. Man regner dem på samme måde som på Rejsekortet, og når man regner som Rejsekortet, så er der to zoner kortere fra Hundested, end der er for Rødvig (til København, red.), og så betaler de mindre. Men prisen per zone er den samme, siger Eskil Tuesen.

Det mildner dog ikke borgene i Rødvig, der føler sig urefærdigt behandlet.

- Jeg synes jo ikke, at det er i orden. De vil gerne have, at vi tager det offentlige, så hjælper det jo ikke noget, at man sætter priserne så meget op på en gang. Jeg synes ikke, det er i orden, siger Anita Hansen, der er borger i Rødvig og pendler.