Trafikdræbte unge havde ikke drukket

Ingen sprit i blodet, men alt for høj fart var årsagen til fire fodboldvenners død i bilulykke.

Der var ikke tale om spirituskørsel, da fire unge mænd den 26. februar mistede livet i en trafikulykke på Køgevej syd for Roskilde.
Det viser en promilleerklæring, som Midt- og Vestsjællands Politi har modtaget fredag eftermiddag, oplyser chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen i en pressemeddelelse.

Resultatet kommer på baggrund af blodprøver, som politiet har fået udtaget efter ulykken, og som nu er blevet analyseret.
Ud over at politiet nu tilbageviser enhver mistanke om spritkørsel, så frikender politiet desuden bilen for tekniske fejl.

Til gengæld har de tekniske undersøgelser i forbindelse med ulykken slået fast, at de første udmeldinger om for høj fart holder stik.
Politiets bilinspektør har regnet sig frem til, at bilen er forulykket med en hastighed mellem 136 og 186 kilometer i timen. Og det vel at mærke på en vej, som ifølge politiet var pletvis rimglat.
Tre unge mænd på 18 og 19 år blev dræbt på stedet, og den fjerde, en 18-årig, døde af sine kvæstelser mandag morgen.

Politiets tekniske undersøgelser fastslår, at der ikke var andre parter involveret i ulykken.
Desuden var bilen inden ulykken i lovlig og forsvarlig stand. Blandt andet var den forsynet med gode vinterdæk.
Ulykken skete, da de fire unge fra Havdrup-området, der var barndomsvenner og fodboldkammerater, var på vej hjem efter en bytur i Roskilde.

Med afklaringen af, hvorvidt der havde været spiritus involveret i ulykken, er den politimæssige undersøgelse af ulykken afsluttet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik