Totalt kommunalt rygeforbud er på vej i Helsingør

Hvis man er kommunalt ansat og stadig ryger, er man snart nødt til at tage afsked med nikotinen, i hvert fald i arbejdstiden.

Nye regler, som indføres fra nytår, betyder, at ingen kommunalt ansatte må ryge, mens de er på arbejde, skriver Helsingør Dagblad.

- De nye retningslinjer kommer til at betyde, at man slet ikke må ryge i arbejdstiden. Heller ikke uden for matriklen eller noget. Den grundlæggende regel bliver, at medarbejderne i Helsingør, de ryger bare ikke, mens de er på arbejde, siger Helsingør-borgmester Johannes Hecht-Nielsen.

For godt et år siden var rygepolitikken i Helsingør Kommune oppe til debat i Helsingør Byråd.

Regelsæt godkendt af medarbejderforeningerne i kommunen

Sagen blev sendt til fornyet behandling, da byrådet ikke var tilfreds med, at medarbejderne og ledelsen ikke helt var på bølgelænge i forhold til den fremtidige rygning. Nu har medarbejderne og ledelsen igen været samlet til møder om rygepolitikken.

Et nyt regelsæt er blevet vedtaget og godkendt af alle medarbejderforeningerne i kommunen, hvor der er over 5.000 ansatte. Og fra nytår er det slut med tobakken, når man tjekker ind på sin arbejdsdag i kommunen, for både arbejdspladserne og arbejdstiden skal være 100 procent røgfri.

- Retningslinjerne lægger op til et totalt forbud. Det betyder, at man heller ikke må ryge, når man for eksempel går fra et møde til et andet møde forskellige steder i byen. Det er et enigt hovedsamarbejdsudvalg, der bakker op om, at sådan skal det være. Og medarbejderorganisationerne har godkendt det, siger Bjarne Pedersen, kommunaldirektør i Helsingør.

Rygerne får tilbudt rygestop-kurser

Pedersen har en klar forventning om, at de nye rygeregler går glat igennem Helsingør Byråd i denne ombæring. Det samme har Helsingør-borgmester Johannes Hecht-Nielsen fra Venstre.

- Det er klart, at rygerne får tilbudt rygestop-kurser og al mulig vejledning, så det her skal lykkes. Hvordan man vil kontrollere det? Det ved jeg ikke. Der bliver indgået en aftale, og den bliver naturligvis overholdt, vil jeg tro. Og jeg er sikker på, at skridt for skridt løser rygeproblemet sig selv, fordi folk holder op, siger Hecht-Nielsen.

Ifølge en undersøgelse er 22 procent af borgerne i Helsingør kommune rygere. Det ville betyde, at der cirka er 1.100 rygere blandt de kommunalt ansatte, men det er dog muligt, at mange af dem allerede i dag er holdt op med at ryge i arbejdstiden.

I dag må de kommunale medarbejdere godt ryge i arbejdstiden udenfor på arbejdspladsen, ansatte i daginstitutioner og skoler skal dog ryge på steder, hvor børn og unge ikke ser det. De nye rygeregler skal diskuteres i Helsingør Byråds økonomiudvalg på mandag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik