Tosprogede børn splitter politikere

- Jeg ville selv vælge en skole med få nydanskere, så derfor kan jeg godt forstå, hvis andre også vælger det. Sådan siger medlem af Køge Kommunes Børne- og Ungeudvalg Annette Simoni (K) i forbindelse med en debat om skoledistrikter, som er på den lukkede dagsorden på udvalgets møde onsdag eftermiddag, skriver DAGBLADET Køge.

- Det vil være en fordel for alle, hvis de tosprogede børn blev fordelt rundt på kommunens skoler, siger Annette Simoni, der mener, at fordelingen skal foregå allerede fra det øjeblik, børnene begynder i daginstitutionerne, for på den måde kan børnene følges med deres venner videre i skole.

Formand for Børne- og Ungeudvalget, Johnna Stark (SF), er helt uenig.

- Der er ikke nogle skoler i Køge, hvor der er så mange tosprogede, at det skaber problemer. Tværtimod er det ærgerligt de steder, hvor der ikke er særlig mange tosprogede, for det er en gevinst for børnene at få et bredere menneskesyn og lære de forskellige kulturer at kende, siger Johnna Stark.