Foto: TV2/Lorry

Tørken breder sig: Flere kommuner forbyder åben ild

Tørke og åben ild er en farlig blanding. Det får flere kommuner til at indføre afbrændingsforbud.

Sommervarmen har ikke kun medført solbrændte kroppe, grill og strandture. Det gode vejr har også fået flere kommuner landet rundt til at indføre afbrændingsforbud.

Listen over kommuner er fredag nået op på ni, ifølge Beredskabsstyrelsen. Onsdag indførte Kolding, Fredericia, Middelfart og Faaborg-Midtfyn Kommune et forbud mod brug af åben ild.

De kommuner har fredag fået følgeskab af Assens, Nordfyns, Høje Taastrup, Guldborgsund og Lolland Kommune.

For at være på den sikre side opfordrer Beredskabsstyrelsen til, at man tjekker hos ens egen kommune, om der er blevet indført et forbud. Idet det kan ske, at deres liste ikke er helt opdateret.

Under et afbrændingsforbud er det forbudt at bruge åben ild - eksempelvis er det forbudt at bruge ukrudtsbrændere. Derimod er det tilladt at bruge en almindelig grill. Reglerne for et forbud kan dog variere lidt fra kommune til kommune.

I Faaborg-Midtfyn er det ikke tilladt at bruge engangsgrill under et forbud. Det er det til gengæld i Høje Taastrup. Men her er det et krav, at grillen bliver stillet på et "ubrændbart underlag", og kommunen anbefaler, at grillen bagefter bliver slukket med vand.

Andre kommuner nøjes med at opfordre til forsigtighed. Det gælder eksempelvis Holbæk og Svendborg Kommune, der stadig fraråder brug af åben ild.

Det er beredskabsmyndighederne i de pågældende kommuner, der beslutter, om der skal indføres et afbrændingsforbud. Forbuddene bliver løbende vurderet ud fra blandt andet DMI's tørkeindeks.

Fredag formiddag ligger DMI's tørkeindeks i størstedelen af landet mellem otte og 10. Tørkeindekset viser på en skala fra et til 10, hvor høj risikoen for tørke er.