Topresultat: Værløsepige vinder EM-sølv

Den 19-årige nordsjællænder henter en sølvmedalje hjem fra EM i crossløb i Sardinien.

Søndag formiddag lykkedes det Anna Emilie Møller at vinde en sølvmedalje ved EM i crossløb for juniorer.

Løbetalentet fra Værløse løb den cirka fire kilometer lange rute i tiden 12.43, hun kom i mål 17 sekunder efter tyske Konstaze Klosterhalfen, der blev ny junior-europamester. Det er første gang, Danmark har vundet en kvindejunior-medalje ved EM i crossløb, skriver BT.

Anna Emilie  Møller var på forhånd i tvivl om sin egen formåen, da hun netop har været igennem en skadesperiode.

- Jeg var på forhånd virkelig bekymret for, om min form nu var der. Jeg følte mig lidt træt, men på dagen viste det sig så, at jeg alligevel var en del bedre end de andre. Det er rart at vide, siger Anna Emilie Møller til Ritzau.

Briten Harriet Knowles-Jones kom i mål som nummer tre, ni sekunder efter Møller.

- Hele løbet tænkte jeg meget på hende, tænkte på, om jeg brugte for mange kræfter på at trække, fortæller Anna Emilie Møller til Ritzau og fortsætter:

- Jeg kunne høre hendes vejrtrækning, men den var mere heftig end min, så derfor følte jeg mere overskud og løb mit eget løb, og herefter faldt hun så fra, siger danskeren om duellen med briten.

En fantastisk sæson

Sølvmedaljen sætter punktum for en fantastisk sæson for den 19-årige løber. 

Det er kun tre år siden, hun debuterede som løber, men i år har hun sat en tyk streg under, at hun er et løbetalent i særklasse. Hun har sat dansk rekord på 3.000 meter forhindring ved OL i Rio, er blevet dobbelt dansk mester på 800 meter og 1.500 meter, og i oktober måned slog hun en 18 år gammel løbsrekord i det tradionsrige Eremitageløb.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik