Foto: TV2/Lorry

Tøjhusmuseet sat under administration

Kulturminister Uffe Elbæk har fået nok af Tøjhusmuseet i København, der har rod i regnskaberne, fyrer forskere og bliver anklaget for ikke at passe ordentligt på sin værdifulde våbensamling

Ministerens tålmodighed er blevet brugt op, så derfor har han sat museets ledelse under de facto administration. Mens museer normalt tegner fire-årige aftaler med Kulturministeriet, så skal Tøjhusmuseets ledelse stå skoleret for ministeriets medarbejdere en gang i kvartalet.

Og det betyder i praksis, at Tøjhusmuseet er sat under administration, mener professor i Statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard Christensen:

"Ledelsen af Tøjhusmuseet er sat under et voldsomt pres, og man kan på det nærmeste sige, at den er sat under administration fra Kulturministeriets side. Det er jo alvorligt, når ministeriet i realiteten udtrykker mistillid til ledelsen," siger Jørgen Grønnegaard Christensen til Kulturen på NEWS.

Kulturministerens stramme linje over for museet kommer efter lang tids ballade og heftig kritik af ledelsen på Statens Forsvarshistoriske Museum, der blandt andet råder over Tøjhusmuseet.

Først var der uro blandt medarbejderne, da flere forskerstillinger blev sparet væk. Siden har våbenentusiaster fra Våbenhistorisk Selskab anklaget museet for ikke at have råd til at passe ordentligt på våbensamlingerne. Og nu har kulturminister Uffe Elbæk så besluttet, at der skal holdes særligt opsyn med museets økonomi og drift.

Derudover er det i april 2012 besluttet, at der skal afholdes kvartalsvise møder mellem ministeriet og museet med henblik på at styrke dialogen om museets økonomi og drift.

"Kulturministeriet har valgt i stedet for de normale fireårige rammeaftaler at indgå særlige ét-årige aftaler med museet (..) Der skal afholdes kvartalsvise møder mellem ministeriet og museet med henblik på at styrke dialogen om museets økonomi og drift," skriver Uffe Elbæk i et svar til Folketinget.

Det har ikke været mulig at træffe museumsdirektør Ole Louis Frantzen, ligesom resten af ledelsen ikke har ønsket at kommentere.