Foto: Claus Bjørn Larsen - Scanpix

Toiletbesøg med god samvittighed: Nyt anlæg forvandler afføring

Et nyt anlæg tryller efterladenskaber til gas og energi.

250.000 borgere på Vestegnen kan fremover gå på toilettet med en anelse bedre samvittighed. 

Når der bliver trykket, trukket og sluppet, så ender resterne nemlig nu på det spritnye Avedøre Holme, der er Sjællands første biogas-park. 

- Det bliver omdannet til biogas, og dermed bliver det til grøn energi. Så kan man måske med lidt bedre samvittighed fremover tænder for varmen, siger klimaminister Lars Christian Lilleholt til TV 2 Lorry. 

Læs også Madaffald fra supermarkeder bliver lavet til biogas

Han var nemlig mødt frem i dag for at indvie anlægget. 

Udnytter overskydende strøm fra vindmøller

Herligheden fungerer således, at kloakslammet nu opsamles i 25 meter høje tanke, hvorefter der udvindes biogas af materialet, der blandes med naturgassen og i sidste ende lander i gaskomfuret eller bliver brugt til at lave el og fjernvarme til husstandene. 

Parken er desuden i stand til at bruge overskydende vindmøllestrøm. 

Læs også Rigshospitalet: Nyt toilet kan måle din afføring og urin

Den overskydende strøm kommer fra elnettet og bliver nu udnyttet fremfor at gå til spilde. Det er både smart, fordi det er svært at opbevare strøm, når det ikke bruges i stikkontakterne, og fordi elnettet udbygges med stadig flere vindmøller. 

- Der er kæmpe perspektiver. Det her er det første anlæg på Sjælland, men jeg tror ikke, det bliver det sidste, siger ministeren til TV 2 Lorry. 

  Foto: TV 2 Lorry