Foto: TV2/Lorry

Togkontrollører klar til at hjælpe med id-kontrol

Togpersonalet skal nok klare opgaven med id-kontrol ved midlertidig grænsekontrol, lyder det. DSB gør sig klar.

Togpersonalet skal nok være klar til at kontrollere passagernes pas og eventuelt visum.

Det meddeler formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, efter at Folketinget fredag har vedtaget transportøransvarsloven.

Den betyder, at integrationsminister Inger Støjberg (V) i en ekstraordinær situation, hvor der bliver indført midlertidig grænsekontrol, kan pålægge transportører strafansvar, hvis de bringer udlændinge ind i Danmark uden gyldigt id.

- Vi ved godt, at DSB ikke har brudt sig om opgaven, men vi mener, at vores medlemmer er kompetente til at løse den her opgave, når den må komme, siger Henrik Horup fra Dansk Jernbaneforbund, hvis medlemmer blandt andre er togkontrollørerne.

Og i et tidligere høringssvar fra DSB, gjorde DSB det også helt klart, at det ikke var noget, de ønskede sig.

- Hvis DSB fremover pålægges at indføre kontrol af generel rejselegitimation og visa, tilkommer der DSB opgaver, som medarbejderne ikke er uddannet til, endsige har erfaring med, skriver DSB i høringssvaret.

Men efter lovbehandlingen fredag melder DSB sig nu villig til at tage opgaven på sig, hvis det bliver nødvendigt.

- Det er en opgave, vi skal være parat til at løse. Og det arbejder vi på at blive, så vi er klar, når og hvis det bliver aktuelt. Vi kan ikke sige noget om, hvordan vi gør det endnu, lyder det i en kommentar fra kommunikationsdirektør i DSB Lars Kaspersen.

Men togpersonalet skal nok klare de nye udfordringer, mener Henrik Horup.

- Togpersonalet er myndighedspersoner, så de er vant til at have kundekontakt. De skal selvfølgelig have en instruktion i, hvad deres beføjelser er. Hvad de kan, hvad de må, og hvorledes de skal agere, hvis de opdager noget, som er uregelmæssigt.

- De er vant til at kontrollere folk på den ene eller anden måde, så jeg tror ikke, at opgaven som sådan er særlig ny. Den største opgave ligger i logistikken. Der er en planlægningsopgave, der skal løses, og det bidrager vi gerne med, hvis DSB ønsker det, siger jernbaneforbundets formand.