Togene bliver erstattet med togbusser på dele af Nordbanen i weekenden Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

Tog aflyst mellem Hillerød og Gentofte

Banedanmark færdiggør installationen af nyt signalsystem mellem Jægersborg og Hillerød. Der er der indsat togbusser fra lørdag nat til søndag eftermiddag.

Banedanmark skal i weekenden opdatere det nye signalsystem med nye funktioner på strækningen mellem Jægersborg og Hillerød.

Arbejdet betyder, at Banedanmark lukker Nordbanen mellem Gentofte og Hillerød og der indsættes togbusser fra lørdag d. 5. maj kl. 00.30 til søndag d. 6. maj kl. 14.00, skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

Rejseplanen er opdateret med ændringerne, oplyser de. 

Fordele for S-togspassagerne 

Med det nye signalsystem kan farten hæves fra 100 til 120 kilometer i timen på nogle strækninger, og togene kan køre ned til 1,5 minutter efter hinanden uden at gå på kompromis med sikkerheden. I dag er sikkerhedsafstanden 2,5 minutter.

Læs også Udskiftning af signalsystem bliver dyrere og forsinket igen

Alt i alt betyder det, at forsinkelser lettere kan indhentes, at der kan køre flere tog, samt at punktligheden kan hæves. Køreplanen er dog stadigvæk den samme, og derkommer derfor ikke til at køre flere tog på strækningen lige med det samme.

CBTC-hvaffornoget?

CBCT er en forkortelse for Communication Based Train Control. Det er et system baseret på den nyeste generation af signalsystemer til bybaner. Systemet anvendes i flere andre storbyer, såsom New York, Paris og London. Systemet er kendt og afprøvet teknologi, men det skal tilpasses danske forhold.
 
 

Det nye signalsystem med navnet CBTC har været i brug siden 2016 fra Jægersborg til Hillerød. Strækningen er den første i Danmark, der får systemet, fordi strækningens gamle signalsystem var det ældste på S-banen. Dele af det stammede helt tilbage fra 1912.

To år undervejs

Udrulningen på prøvestrækningen mellem Jægersborg-Hillerød har taget mere end to år. 

Banen har været spærret i 6 testweekender, hvor Banedanmark har testet software og udstyr på banen, lokomotivførernes interaktion med systemet og kommunikationen med det nye Trafiktårn i København.

Under arbejdet på de næste tre strækninger, Jægersborg-Svanemøllen, Klampenborg-Svanemøllen og Hellerup-Ryparken, planlægges der med to testweekender per strækning.

De næste år skal alle signaler på S-banen udskiftes for at mindske antallet af signalfejl og forsinkelser. Her kan du se, hvornår det nye system tages i brug på forskellige S-togsstrækninger. Foto: Banedanmark