02:40

Det er ikke kun landmændene, der lider i det varme vejr. Video: TV 2 Lorry

Tørke rammer virksomheder hårdt: "Det jo skruen uden ende"

Det er ikke alle, der nyder den bagende sol i disse dage. Flere virksomheder kæmper for at holde hjulene i gang uden regn.

På en knastør juletræsplantage i Køge, ser Gunnar Stephansen i år omkring 1000 træer gå tabt på grund af varmen. 

- Hvis vi får 8-10 dage til med en hedebølge med over 30 grader, som det ser ud nu, så dør rigtig mange træer, siger han, da TV 2 Lorry mandag møder ham på hans juletræsplantage.

Gunnar Stephansen er dog langtfra den eneste juletræsproducent, der lider i varmen.

Gunnar Stephansen har fået sved på panden af al den sommerhede. Hvis det fortsætter, så mister han mange af sine træer.  Foto: TV 2 Lorry

På landsplan er der i år et tab på mellem 12 og 15 millioner kroner alene på juletræer. Og det er ikke den eneste branche, der godt kunne tænke sig lidt mere regn henover sommeren.

Også fyrværkeribranchen ser langt efter en normal omsætning.

Brancheforeningen for fyrværkeri vurderer således, at afbrændningsforbuddet vil give et tab på minimum et to-cifret millionbeløb. 

Læs også Her må du hverken vande græsplæne eller badebassin

Græsproducenter frygter næste år

Hos Amager Rullegræs kæmper de også mod tørken. I ti år har Lars Holm Sørensen sammen med sin far produceret rullegræs i Kastrup til virksomheder og private. 

En hel uge med silende regn, det havde været rigtig godt lige nu.

Lars Holm Sørensen, medindehaver af Amager Rullegræs

I år kan de sælge noget af det græs, de såede sidste år, mens næste års produktion hænger i en tynd tråd. 

- Problemet med tørken er, at væksten i år er gået fuldstændig i stå fra først på året af. Selvfølgelig kan man køre og vande det, men med de varmegrader, der har været, er det jo skruen uden ende, fortæller han. 

Derfor vurderer Lars Holm Sørensen, at der til næste år vil være væsentlig mindre rullegræs at sælge ud af.

 Lars Holm Sørensen drømmer om en lidt vådere sommer. Foto: TV 2 Lorry

- En hel uge med silende regn, det havde været rigtig godt lige nu, siger Lars Holm Sørensen. 

Og med hensyn til grantræerne, så skal man overhovedet ikke frygte en træløs jul: 

- Der bliver masser af træer. Det er jeg ikke i tvivl om, ellers kan vi jo klare os med nogle fine kviste, siger Gunnar Stephansen fra Køge. 

02:40

Her kan du møde de hårdt trængte virksomheder, der tørster efter regn. Foto: TV 2 Lorry

Luk video