Tivoli øger overskuddet - trods færre besøgende

Tivolis resultat før skat endte lige knap med et trecifret millionbeløb. Besparelser er årsag til fremgangen.

Selv om antallet af besøgende i Tivoli sidste år ikke nåede op på niveau med 2015, så forbedrede forlystelsesparken alligevel sine finansielle resultater. 

Årsregnskabet for den gamle forlystelseshave i hjertet af København, der er offentliggjort torsdag, viser således et resultat før skat på 96,3 millioner kroner, svarende til en fremgang på 50 procent. Det skriver Ritzau.

God julesæson

- Resultatet er præget af en rigtig god julesæson med godt vejr og mange gæster, samt at der i 2016 er foretaget en lang række optimeringer, hvilket har medført et lavere omkostningsniveau, siger administrerende direktør Lars Liebst i en kommentar til tallene.

Tivoli havde sidste år besøg af 4.638.000 gæster, hvilket var 95.000 færre end året forinden. 

Selskabet forventer, at 2017 vil kaste et overskud før skat på mellem 80 og 90 millioner kroner af sig. 

Tivoli forventer, at endnu færre penge vil skifte hænder i forlystelsesparken næste år.

Større omsætning pr. dag

En del af årsagen til den faldende omsætning er, at Tivoli i 2016 var åben i færre dage end året før. Helt præcis havde Tivoli åbent otte dage færre. Kigger man på de enkelte dage i 2016, havde Tivoli faktisk en større omsætning, per dag forlystelsesparken var åben.

Bag 2016-regnskabets tal ligger også den overraskende gode julesæson. I januar tilskrev økonomidirektør i Tivoli Andreas Morthorst vejret og velbesøgte forestillinger i Tivoli de mange besøgende.

Julen 2016 var den mest velbesøgte julesæson i Tivolis historie.

Tivoli er den suverænt mest besøgte turistattraktion i Danmark og Europas tredje mest besøgte forlystelsespark, kun overgået af Disneyland Paris og Europa-Park i Tyskland. 

Selskabet Tivoli A/S er noteret på Københavns Fondsbørs. Tobaksproducenterne Skandinavisk Holding A/S og Chr. Augustinus Fabrikker sidder til sammen på aktiemajoriteten, mens resten af kapitalen er fordelt på omkring 19.000 aktionærer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik