Tivoli får større overskud end ventet

Forlystelseshaven Tivoli kan opjustere forventningen til årets resultat efter et godt år hvad angår gæster.

Forlystelseshaven Tivoli har haft godt besøg af gæsterne i 2011, og det får nu selskabet bag Tivoli til at opjustere sine forventninger.

I stedet for et overskud på omkring 20 millioner kroner før skat forventer man nu at nå et resultat på mellem 30 og 35 millioner kroner.

- Denne udvikling glæder os naturligvis. Den er især tilfredsstillende set i lyset af den generelle krisestemning i både Danmarks og Europas økonomi, siger Claus Dyhr, økonomidirektør i Tivoli.

Selskabet har generelt haft et godt år målt på antal af gæster, og det gjaldt også for den afsluttende juleperiode. Her overgik forbruget pr. gæst desuden forventningerne.

Tivoli afleverer sit årsregnskab den 20. marts.
Den nye sæson åbner i Tivoli den 12. april.