Tisvilde får Danmarks første røgfri strand

En privatejet strækning af Tisvilde Strand får nu status som Danmarks første strand med rygeforbud

En cirka én kilometer lang strækning af Tisvilde Strand gøres nu frøgfri. Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix

Går det som ejerne håber, så er det nu slut med skodder i sandet på en del af Tisvilde Strand. Strækningen ejes af Tisvilde Kystsikringslag, og de har netop vedtaget, at deres strand skal være røgfri.

Kystsikringslaget har i samme forbindelse meldt sig ind i partnerskabet Røgfri Fredmtid, der arbejder for, at børn og unge ikke begynder at ryge.

Det er Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, der står bag Røgfri Fremtid, og her er der begejstring over strandens nye status.

01:15 Luk video

- På den lange bane vil røgfri miljøer, også på strande, være med til at gøre rygning mindre synligt for børn og unge. De kan ellers nemt komme til at forbinde ferie, fritid og afslapning på stranden med rygning, forklarer Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Tisvilde Kystsikringslag ejer cirka en kilometer af den voldsomt populære badestrand langs kysten. Ved siden af den har et andet kystsikringslag ejerskabet, mens den modsatte side er offentligt ejet.

Og ideen opstod i Tisvilde Kystsikringslag for et halvt år siden. Derefter kom samarbejdet med Røgfri Fremtid i stand, og om kort tid kommer rygeforbuds-skiltene op.

Håber på respekt for forbudsskilte

- Det er jo ikke sådan, at så kommer der en politibetjent eller en opsynsmand springende. Men vi håber da, at badegæsterne vil respektere rygeforbuddet, når de ser, at der er skiltet. Det plejer danskerne godt at kunne finde ud af, siger Lone Skou, der er bestyrelsesmedlem i Tisvilde Kystsikringslag, til TV 2 Lorry.

Og skulle det alligevel ske, at en badegæst forbryder sig mod forbuddet, så håber bestyrelsen, at andre badegæster eller lokale beboere vil gøre rygeren opmærksom på forbuddet.

- Det er jo ikke et rygeafvænningskursus, vi etablerer. Man må gerne ryge - man skal bare gå et andet sted hen, lyder det fra Lone Skou.

Hun siger videre, at stranden ved Tisvilde ligesom andre populære strande har problemer med at rygere efterlader deres skod i sandet - men det problem bliver formentlig langt mindre med det nye forbud.

Håb om flere røgfri strande

Også i Trygfonden er der begejstring.

- Med røgfri strand kan alle nyde sandet, stranden og vandet uden at blive udsat for hverken skodder eller røg. Vi håber, at tiltaget vil inspirere andre, så de mest populære strande herhjemme bliver røgfri – hvad enten de er offentlige eller private, siger Jette Juul Bruun, der er programchef i Trygfonden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik