05:19

345 ansatte fra forskellige faggrupper under Region Sjælland tog i dag hinanden i hånden og iførte sig sørgebind. Video: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

Medarbejdere i protest: Tirsdag deler Region Sjælland fyresedler ud

Fyresedler på stribe er på vej til ansatte i Region Sjælland. Medarbejdere har i dag vist deres utilfredshed med sørgebind og demonstration.

I morgen er sorgens dag. Den opfattelse har tusindvis af medarbejdere i Region Sjælland. I morgen skal der nemlig fyres 198 medarbejdere.

Det var egentlig planen, at der skulle fyres 317 ansatte, men regionen har i dag meldt ud, at det er lykkedes at reducere antallet af fyresedler. En stor del af de ansatte i farezonen har nemlig valgt at takke ja til et arbejde med andre vilkår, end de har i dag, i stedet for at få en fyreseddel.

Læs også Jobmassakre i Region Sjælland: Op til 317 ansatte fyres

Fra Region Sjælland selv lyder det, at man har arbejdet i døgndrift for at minimere antallet af afskedigelser.

- At vi har kunne mindste antallet af afskedigelser er et resultat af en meget grundig proces, som vi også fortsætter hele november ud, fordi vi selvfølgelig er interesseret i at holde så mange af vores gode medarbejdere i vores organisation som overhovedet muligt, siger regionsrådsformanden, Heino Knudsen (S).

Medarbejderne protesterer

Det ændrer dog ikke ved, at humøret blandt de ansatte fortsat er på lavpunktet.

Lige nu har vi mandskab til kun lige at kunne få sygehuset til at løbe rundt, så jeg er jo dybt bekymret over, at vi bliver færre.

Susann Carlsen, fællestillidsrepræsentant på Sjællands Universitetshospital i Køge

På Sjællands Universitetshospital i Køge valgte 345 ansatte fra forskellige faggrupper derfor i dag at tage hinanden i hånden i frokostpausen - med et sørgebind på armen. På den måde ville de markere, at de er stærkt utilfredse med de mange fyringer.

- Lige nu har vi mandskab til kun lige at kunne få sygehuset til at løbe rundt, så jeg er jo dybt bekymret over, at vi bliver færre, lyder det fra Susann Carlsen, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne og radiograferne på sygehuset i Køge.

Læs også Hospitalspersonale om massefyringer: Bekymrende fremtid for patienterne

Det var ikke kun på sygehuset i Køge, at medarbejdere gav udtryk for deres utilfredshed i dag. Også foran Regionsgården var medarbejdere mødt op for at vise deres utilfredshed.

Borgernes sundhedstilstand i regionen ligger dårligt i mange målinger, og det betyder, at vi som region har mange udgifter til ny medicin, som er dyr, og nye operationer, som er dyre.

Jacob Jensen (V), medlem af Regionsrådet i Region Sjælland

- Vi har set det før. Vi har et forår, hvor alt ser rigtig fint ud til at starte med, og så pludselig kommer virkeligheden rullende ind over arbejdsgiverne, når man kommer lidt længere hen på året. Det er ikke okay. Vi må få nogle bedre styringssystemer, lyder kritikken fra Sigurd Gormsen, formand for FOA i Region Sjælland, der var blandt demonstranterne i dag.

FOA er blandt de 24 faglige organisationer, der tilsammen repræsenterer alle medarbejdere i Region Sjælland, der også er gået sammen om en fælles erklæring, hvor de giver udtryk for deres bekymring.

Regionsrådsformand: Fyringerne skyldes store udgifter

Ifølge regionsrådsformanden skyldes de mange fyringer ikke dårlig økonomistyring, men nye udgifter.

- Vi kan se, at medicinudgifterne er steget, og der bliver behandlet flere komplicerede sygdomme, siger Heino Knudsen.

Region Sjælland mangler allerede nu 157 millioner kroner i næste års budget, og i år lyder underskuddet på 150 millioner kroner.

Læs også FOA om sygehus-fyringer: Rammer patienter og medarbejdere hårdt

Jacob Jensen fra Venstre mener dog, at mange af fyringerne kunne være undgået:

- Vi har en stor pulje til såkaldte uforudsete udgifter, og vi mener, at den kunne have været bragt i spil.

Alligevel står Venstre bag budgettet, og peger på en generelt dårligere sundhedstilstand blandt borgerne som en af årsagerne til det gigantiske underskud:

- Borgernes sundhedstilstand i regionen ligger dårligt i mange målinger, og det betyder, at vi som region har mange udgifter til ny medicin, som er dyr, og nye operationer, som er dyre, forklarer Jacob Jensen.

Tidligere på året blev Regionsrådet enige om en ny strategi, som betyder, at man fremover forsøger at være på forkant med de økonomiske udfordringer.