Tingbjerg-drab: 20-årig mistænkt udleveres i næste uge

En 20-årig mand bliver udleveret fra Tyskland til dansk politi i næste uge for Tingbjerg-drabet 5. maj.

Betjente fra Københavns Politi drager mod Tyskland i næste uge for at føre en 20-årig mistænkt for drab i københavnerbydelen Tingbjerg tilbage til Danmark i håndjern.

- Vi har fået en henvendelse fra tysk politi om, at han er villig til at blive udleveret, og det regner vi med vil ske i løbet af næste uge, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen til Ritzau.

Den 20-årige blev anholdt af tysk politi i lufthavnen i Düsseldorf 8. maj, efter at han var blevet efterlyst internationalt af politiet.

Sigtet for både likvidering og drabsforsøg

Han er sigtet for at have likvideret den 17-årige Sohail-Hamzaa Saleh i Tingbjerg med to skud i hovedet 5. maj i år.

Han er dog også sigtet for drabsforsøg, da han lige inden drabet angiveligt forsøgte at dræbe en anden 20-årig mand, som sad ved siden af den 17-årige ved nogle stenbænke på Ruten i den københavnske bydel.

Den mistænkte satte ifølge sigtelsen pistolen for panden af en 20-årig mand og trykkede på aftrækkeren. Men en patron havde sat sig fast i våbnet, og offeret nåede derfor at flygte.

Drabsmotivet er ukendt

Det gjorde 17-årige Saleh ikke. Han fik ifølge politiet to skud i hovedet og døde senere på hospitalet.

Politiet kender endnu ikke motivet til den brutale nedskydning. Men der menes at være tale om et internt opgør i bandemiljøet i Tingbjerg.

Den drabsmistænkte, som er af tyrkisk oprindelse, har et groft hjemmerøveri, gaderøveri, en påsat brand og en fangeflugt stående på sit kriminelle cv.

Den mistænkte er tidligere dømt

Politiet havde allerede fat i ham, da han var 16 år, i forbindelse med hjemmerøveriet, der fandt sted i Tingbjerg den 6. december 2009.

Ved røveriet fik en 55-årig mand et pudebetræk over hovedet og en nøglesnor omkring halsen og blev desuden udsat for flere spark og slag.

Den 20-årige blev idømt to et halvt års fængsel for sin rolle i hjemmerøveriet og i et andet røveri, som også fandt sted i bydelen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik