Tina Maries far drak for meget: "Jeg frygtede juletiden"

Masser af borgere i Hovedstaden frygter for alkohollen i juledagene. Derfor udvider rådgivningen Alkolinjen nu åbningstiderne.

For de fleste er julen lig med gaver, god mad og hyggelige stunder med familien.

Men sådan er det langt fra for alle.

For flere familier bliver julen nemlig ødelagt af alkoholiserede forældre, der ikke kan tage vare på sig selv eller børnene.

Sådan var det også for Tina Marie Nielsen. I hendes minder står særligt tiden op til jul som en af de værste tider på hele året.

- Jeg kan huske op til jul, at der var en frygt for, om min far nu kunne have fundet på at have drukket den dag. Hvis han havde gjort det, kunne alting falde fra hinanden, siger Tina Marie til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Når min far drak, så handlede alt om ham og alkoholen - flasken. Især som barn var det rigtig svært, fordi jeg ikke vidste, hvad der foregik. Og min far han ændrede sig. Han var ikke min rigtige far, følte jeg.

Derfor frygtede Tina Marie som barn højtiden, hvor hendes far ofte greb muligheden for at drikke for meget alkohol. Men som barn vidste hun ikke, at det ikke var noget, hun gjorde, som gav hendes far anledning til at se dybt i flasken.

- Det føltes lidt som at have en knude i maven, og jeg gik meget på listefødder for ikke at gøre min far sur og ked af det, for jeg troede, at det kunne få ham til at drikke.

Mor og far tog til julefrokost - men kom ikke hjem
Tina Marie husker særligt en episode fra tiden op til jul, hvor hendes far og mor var til julefrokost, og hun var alene hjemme med sin bror.

Forældrene kommer ikke hjem som aftalt, og Tina Marie bliver rigtig bange. 

- Jeg tror faktisk, at mine forældre aldrig kommer hjem igen. Men så kommer de hjem, og min far han har drukket. Og min mor kommer simpelthen slæbende ind med ham. Det var ikke så rart at opleve, siger Tina Marie og tilføjer:

- Jeg blev jo enormt ked af det og bange - men det snakkede vi slet ikke om i vores familie. Vi snakkede ikke om følelser og det, at min far drak. Det var et tabu.

En tredjedel af Alkolinjens opkald er fra hovedstadsområdet: "For mange er julen en ængstelig tid"
Tina Marie Nielsens historie er velkendt hos Alkolinjen. Her ringer der hver dag bekymrede pårørende til alkoholikere og spørger om hjælp. Og manges historier minder om Tina Maries.

Alkolinjen er et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfund, og tilbyder telefonrådgivning med støtte og hjælp til dit eller din pårørendes alkoholproblem.

- Man kan ringe om alt vedrørende alkoholproblemer eller hvor meget det fylder i ens liv eller den pårørendes liv. Og så kan man ringe ind omkring, hvordan man kommer tættere på en løsning af selve alkoholproblemet, siger Bjarne Stenger Elholm, der er leder af Alkolinjen.

Mange benytter Alkolinjen, men særligt hovedstadsområdets borgere har taget telefonrådgivningen til sig.

Faktisk stammer en tredjedel af alle opkald fra hovedstadsområdet, og det har blandt andet bevirket, at linjen har udvidet deres åbningstider op til jul.

- Det er fordi, det er den tid, hvor familien den samles, og hvor der er givet fuld gas på alkoholhanerne. Hvor der er rigtig meget alkohol generelt til julemiddagen måske, siger Bjarne Stenger Elholm og fortsætter:

- Men der ligger også en eller anden form for hygge omkring julen. Der sker bare det engang imellem for nogen, at alkohol kommer til at skabe uhygge og ufred, og det er især børnene, det går ud over - og dermed også familien. Og på den måde bliver julen en sådan lidt ængstelig tid.

Tina Marie: Alkoholisme er en sygdom, som kan behandles

For Tina Marie endte farens alkoholmisbrug med, at hendes forældre blev skilt, før alkoholen blev taget alvorligt. Derefter kom han i behandling, og nu er han tørlagt.

Tina Marie Nielsen har stadigvæk alkohol tæt inde på livet. Dog i en noget anden form end tidligere. I dag er hun frivillig foredragsholder i organisationen Lænkens Unge Ambassadører. Her fortæller hun om, hvordan det er at vokse op i en familie plaget af alkoholmisbrug.

På den måde bearbejder hun sit eget traume med en alkoholiseret far, og hun håber på, at hun kan være med til at bryde tabuet og få flere familier til at fortælle om deres problemer.

- Alkoholisme er for mig at se en sygdom, som også kan behandles. Og mine forældre gjorde deres bedste, så jeg bebrejder dem ikke noget, siger Tina Marie til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik