Tiltalt for at dele sexvideo: Jeg ville ikke krænke nogen

En 22-årig gentager i landsretten sin forklaring i sag om deling af sexvideo. Han går efter frifindelse.

Det er en tydeligt rørt 22-årig mand, som tirsdag afgiver forklaring i Østre Landsrets første sag om delingen af en meget omtalt sexvideo af to 15-årige.

I byretten blev han idømt ti dages betinget fængsel for at have delt videoen med syv venner.

Han forklarer, at han aldrig ville krænke nogen ved at sende videoen.

- Jeg ville aldrig ønske det her for min værste fjende. Jeg havde aldrig til hensigt at krænke nogen eller gøre noget slemt for nogen, siger den unge mand grædende i retten.

- Jeg har det forfærdeligt i dag. Det er muligvis det værste år i mit liv. Jeg er bare ked af, at det er trukket så langt.

Går efter frifindelse

Delingen foregik tilbage i september 2015, og i januar i år blev han tiltalt. I februar blev han så dømt for børneporno, hvilket kan forhindre ham i at arbejde med børn eller eksempelvis rejse ind i USA.

Sagen mod den 22-årige er den første fra det store sagskompleks om sexvideoen, som er i Østre Landsret.

Den unge går efter at blive frifundet, da han ikke vidste, at der var tale om børneporno.

- Jeg havde slet ikke nogen anelse om, at det kunne have noget som helst med det at gøre, fortæller han i landsretten.

Den første landsretsdom faldt allerede i marts i Vestre Landsret, og den tiltalte kan håbe på, at Østre Landsret vil have den med i overvejelserne, når den skal vurdere hans sag.

I Vestre Landsret blev en 20-årig mand nemlig frifundet for børneporno og kun idømt en bøde på 2500 kroner for blufærdighedskrænkelse.

Landsretten mente, at videoen, som manden fra Syddjurs delte med 12 andre, var sløret. Derfor kunne han ikke vide, at personerne i videoen var under 18 år, og af den grund kunne han ikke dømmes for børneporno.

Anklager: Han burde have vidst, de var under 18

Dommen i Vestre Landsret er kommet bag på anklager Emil Folker, der håber, at Østre Landsret derimod vil skærpe straffen til den 22-årige mand. De ti dages betinget fængsel bør ændres til 50 dages fængsel, lyder det.

Han burde vide, at de var under 18, mener anklageren.

- De fremstår tydeligt som værende meget unge. Vi kan se på pigens kropsbygning, at det er smalle hofter og ung pigekrop, siger han.

Sagerne er nogle af de første prøvesager i det store kompleks ved navn Umbrella. Her sigtes flere end 1000 unge for at have delt sexvideoklip, hvor to 15-årige optrådte.

Dommen i sagen om den 22-årige afsiges fredag.

/ritzau/

Her fortæller Red Barnet om konsekvenserne ved at dele sexvideoer.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik