Arkiv foto Foto: TV 2 Lorry

Tilsyn giver politiet påbud om veste

Se der står politiet. Det er dem, der lyser op i de gule veste. Trafikanter skal ikke blot holde øje med speedometeret, men kan med stor fordel også holde udkig efter gule veste, hvis de vil slippe for fartbøder.

Arbejdstilsynet har nemlig givet Nordsjællands Politis færdselsafdeling et påbud om, at betjentene skal bære de iøjnefaldende sikkerhedsveste, når de er ude og lave fartkontrol.

Nordsjællands Politi tager påbuddet til efterretning, og politiinspektør Helge Holbek understreger, at påbuddet er helt i tråd med politiets politik om synlighed i trafikken:

- Når vi laver fartkontrol er det også præventivt arbejde, og her er synligheden jo en vigtig del. Selvfølgelig bliver det sværere for betjentene at gemme sig, men det er ikke noget problem. Når vi måler med vores laser, så måler vi så langt ude, at fartsynderne ikke når at se os, før det er for sent, siger Helge Holbek.
Han forklarer, at påbuddet kun gælder politiets målrettede kontroller:

- Det er jo ikke sådan, at betjente først skal tage en gul vest på, inden de skal ud og fange en bankrøver. Men ved planlagte fartkontroller, er det vigtigt, at betjentene kan ses. Det gælder jo deres sikkerhed, siger Helge Holbek.

Han henviser til, at de gule veste også er syet ind i motorcykelbetjentenes uniformer, mens der er reflekser i den almindelig patruljebeklædning.
Jens Lauritsen, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet siger om påbuddet:

- Det særlige ved færdselspolitiet er, at betjentene arbejder ude på vejen - ligesom vejarbejdere. Derfor er der krav om gule veste. Og så skelner vi ikke mellem, om det er politiet eller hvem det måtte være. Alle bliver behandlet lige.
Jens Lauritsen peger på, at færdselsbetjentene stadig har rig mulighed for ikke at lyse for meget op.

- Man kan jo gemme lasermåleren bag en bil eller andet - og den der måler behøver ikke at have vest på. Det er kun i det øjeblik, at politiet træder ud på vejbanen, at de skal bære veste. Det er kun ved planlagte aktioner, men det er en god idé, at politiet altid har veste med, lyder opfordringen fra Arbejdstilsynet.