Tillidsmand har ikke set mobningen

Den daværende tillidsrepræsentant for Lisbeth Huge, som har lagt sag an mod Faxe Kommune, kunne ikke støtte hendes påstande om mobning fra skoleledelsen på Rolloskolen i Faxe, skriver DAGBLADET Køge.

Lisbeth Huge var ansat på skolen fra august 2004, og havde kun
ansættelsesbevis for det første af de to år, hun var på skolen.
Gentagne gange i løbet af det sidste år bad hun om at få et nyt
bevis.

Hendes advokat Christian Harlang kalder skolen og kommunens
adfærd grov og betegner det som mishandling af en medarbejder,
at hun ikke fik beviset.Kommunens advokat derimod siger, at hun
er den eneste med den virkelighedsopfattelse, at hun er blevet
mobbet.

Hendes daværende tillidsmand sagde i retten, at hun selv havde
valgt at se det manglende ansættelsesbevis som et problem, det
ville han ikke selv have gjort.

Og han afviste, at hun på et centralt møde med viceskolelederen skulle være blevet overfuset.
Der var dårlig tone, men mødet endte med, at hun fik nedsat sit
timetal på grund af sygdom, sådan som formålet med mødet var.

I det hele taget er skolens ledelse dybt forundret over
anklagen om mobning, da man har støttet hendes ønsker og taget
hensyn til et svagt helbred. Lisbeth Huge kræver 404.000 kroner
i erstatning i sagen, som oprindeligt begyndte med et krav på op
mod 1,3 millioner kroner.

Taksten for et manglende ansættelsesbevis er maksimalt 10.000
kroner, og det har kommunen tilbudt længe før sagen kom til
retten i erkendelse af, at der er begået en fejl.