Tilladelsen er hjemme: Til sommer starter nedrivningen

Grønt lys fra Boligministeriet - otte boligblokke med 185 lejligheder skal rives ned til sommer

Bebyggelsen Taastrupgaard i Høje Taastrup har haft svært ved at komme af med den stærkt uønskede betegnelse ghetto. Og området er da også med på den seneste liste over boligkvarterer, der skal opfattes som ghettoer. Men til sommer gøres der et enormt forsøg på at bringe Taastrupgaard ud af det dårlige selskab. Beboerne selv har vedtaget, at der skal rives otte boligblokke med 185 lejligheder ned - og nu er tilladelserne i hus, så projektet kan gennemføres.

Genhusningen af de berørte beboere er ifølge sn.dk i fuld gang. Og når de sidste beboere er blevet genhuset til sommer, så kan nedrivningen starte.

-Jeg har ventet på den tilladelse i halvandet år. Det er virkelig rart, at den nu er på plads. Vi står klar i startboksen og glæder os til at komme videre med et projekt, som vi er overbevist om, vil få en stor positiv betydning for Taastrupgaard, siger beboerformand Ole Jönsson til beboerbladet KAB.

 

 

Han er ikke alene om at glæde sig - det gør selv de berørte beboere også. De stemte nemlig for manges vedkommende ja til nedrivning af deres egne lejligheder. Nogle af dem genhuses i Taastrupgaard i takt med, at der bliver ledige lejligheder. 

Borgmester: Et langt og sejt træk

Michael Ziegler, der er Høje Taastrups konservative borgmester, vil ikke garantere, at de tiltag, der nu er sat i værk i Taastrupgaard, bringer området ud af ghettolisten. Men han understreger, at man er godt på vej.

-Der er en række forhold, der er fælles for alle ghettoer i Danmark: Mange ens bygninger - områderne ligger isoleret. Der er ingen gennemgående trafik. Områderne har ikke byfunktioner, der trækker folk til udefra, og det er almennyttigt boligbyggeri. Hvis man opfylder de her kriterier - så er man næsten sikker på at få en ghetto, forklarer han.

Og netop de elementer vil man  bryde i Taastrupgaard. I stedet for de boligblokke, der skal rives ned, vil kommunen opføre et stort, børne- og kulturhus. Og klos op ad Taastrupgaard skal der opføres et område med private ejerboliger.

-Men det er et langt sejt træk, som også i årene fremover kræver, at vi fastholder en indsats, siger Michael Ziegler.
 

Ikke alle stemte for

Når 188 lejligheder skal rives ned, så skyldes det en afstemning blandt beboerne.

-Men det var selvfølgelig  ikke alle i de berørte lejligheder, der stemte for nedrivning. Det er flertallet, der har bestemt det, siger Jens Elmelund, der er administrerende direktør for boligselskabet KAB.

Han forklarer, at hvis folk vil blive i Taastrupgaard, får de tilbudt nye lejligheder i området. Og ellers kan de genhuses i andre bebyggelser i Taastrup - eller i ejendomme, der også ejes af KB.

-Så hvis en familie gerne vil til København, så kan de også komme det, forklarer Jens Elmelund.

 

 

Ud over byggeriet af skole, kultur og børnehus i Taastrupgaard, så skal der arbejdes massivt med boligblokkene, så de kommer til at fremstå forskeligt - endnu et redskab, der skal bringe området væk fra ghettolisten.

Jens Elmelund forventer, at de sidste beboere er genhuset til sommer, og dermed kan projektet gå i gang.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik