Til salg: Så meget koster landets dyreste lejlighed

En knap 300 kvadratmeter stor ejerlejlighed er netop sat til salg i København, og prisen er så høj, at det er landets dyreste af slagsen.

Det siger sig selv, at man skal have rigeligt med penge, hvis man vil bo på Christianshavn i en seks-værelses nybygget lejlighed i to etager med udsigt over Københavns Havn.

Men hvad koster den slags egentlig? Jo, hold nu fast... 28,5 millioner kroner. Det er prisen på en ejerlejlighed på Krøyers Plads, der netop er kommet på boligmarkedet, og som i øjeblikket er den dyreste af sin slags i hele landet.  Det skriver  Boliga. 

Særligt for udenlandsdanskere

Lejligheden ligger på 2. sal i et byggeri, der stod færdigt i 2017.  Ifølge salgsopstillingen fra ejendomsmæglerfirmaet er der tale om den “største og måske allerbedst beliggende med en enestående, uhindret udsigt over Københavns Havn”.

- Vi har solgt flere andre lejligheder i prisklassen 15-20 millioner i byggeriet her, og det er særligt udenlandsdanskere, lejlighederne er interessante for, siger ejendomsmægler Søren Heilesen fra Claus Borg og Partner.

I alt rummer lejligheden 287 kvadratmeter. Der er opholds- og spisestue med panoramaudsigt og udgang til en stor terrasse. Køkkenet er forsynet med et vinkøleskab og soveafdelingen med walk in-closet og et stort badeværelse. For de mange millioner køber man sig også et fripas fra hovedstadens parkeringsbøvl. Der hører nemlig to parkeringspladser med til lejligheden.

Alt andet end hverdagskost

Boligmarkedet i København har i årevis været rødglødende. Men prisen på lejligheden her er dog alligevel alt andet end hverdagskost.

Ifølge oplysninger fra Boliga.dk er det nemlig blot sket ganske få gange i løbet af det seneste årti, at en ejerlejlighed har ramt markedet med en højere pris på salgsopstillingen end denne.

Højdespringeren er en 474 kvadratmeter stor ejerlejlighed i det indre København, som kom på markedet for cirka to år siden for 50 millioner kroner. Lejligheden blev dog taget af markedet efter 120 dage uden at være blevet solgt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik