Foto: Pressefoto / Gribskov Kommune

Tidligere Socialdemokrat stifter nyt parti

Byrådsmedlem i Gribskov Betina Sølver Hansen har forladt Socialdemokratiet og i stedet stiftet et nyt parti i kommunen, Velfærdspartiet.

Der skulle bare gå nogle få dage fra Betina Sølver Hansen i onsdags forlod det parti, hun blev valgt ind for til efterårets kommunalvalg, til hun nu står klar med et nyt parti.

Det er en beslutning, som vi selvfølgelig er meget ærgerlige over. 

Bo Jul Nielsen, Gruppeformand & Viceborgmester, Gribskov, Soc.dem.

Ifølge Netavisen Gribskov har den tidligere Socialdemokrat stiftet partiet Velfærdspartiet, som ifølge hende selv kæmper for ordentlig ældrepleje, børn og unges trivsel, optimering af skolelærernes arbejdsvilkår, flere ansatte i dagtilbuddene, bedre arbejdsglæde og trivsel for kommunens ansatte.

Det er bare nogle få dage siden, at Betina Sølver Hansen forlod sit tidligere parti, som hun overfor Netavisen Gribskov kritiserede for tung topstyring - til stor ærgrelse for partiets gruppeformand og viceborgmester Bo Jul Nielsen.

Læs også Kommune truet af konkurs: Valgløfter bliver sløjfet

- Det er en beslutning, som vi selvfølgelig er meget ærgerlige over. Betina valgte i sidste byrådsperiode at skifte fra Venstre til Socialdemokratiet på grund af stor utilfreds med den daværende Venstre gruppe, og nu kan vi blot konkludere, at Betina har valgt at blive løsgænger på selvsamme grundlag, sagde han til Netavisen Gribskov i onsdags.

Ikke den eneste partihopper

Men nu er den tidligere Venstre og Socialdemokrat ikke længere løsgænger med stiftelsen af det nye parti, Velfærdspartiet. Om det skriver hun selv på sin Facebook-profil:

Ligesom vores borgmester vil jeg også det allerbedste for vores kommune, og derfor har jeg sammen med andre borgere i vores kommune taget initiativ til, at vi starter et nyt parti.

Betina Sølver Hansen, Medstifter, Velfærdspartiet, Gribskov

- Vores borgmester Anders Gerner Frost hoppede fra Socialdemokratiet, efter endt valgperiode, til Konservative, og for 5 år siden hoppede han fra Koservative til Nyt Gribskov, som han sammen med bl.a. Morten Ulrik Jørgensen, tidligere Venstre-medlem, startede lokalpartiet Nyt Gribskov med.

- Ligesom vores borgmester vil jeg også det allerbedste for vores kommune, og derfor har jeg sammen med andre borgere i vores kommune taget initiativ til, at vi starter et nyt parti.

Læs også Vision: Gribskovs nye borgmester vil inddrage borgerne

Partiet Velfærdspartiet vil som navnet antyder have fokus på at arbejde benhårdt for velfærden, men ifølge Betina Sølver Hansen også prioritere hvide striber og ingen huller i vejene. Derudover ønsker man også at bygge en ny skole eller et 'fantastisk nyt museum' - hvis der altså var penge i kommunekassen til det.