Tidligere kriminelle er dårlige rollemodeller

Tidligere kriminelle kan være svære at styre, lyder det fra Center for Boligsocial Udvikling.

En række kommuner og boligselskaber har de seneste år brugt ekskriminelle som rollemodeller og gadeplansarbejdere i et forsøg på at få udsatte unge til at styre uden om kriminalitet. 

Men en ny rapport fra Center for Boligsocial Udvikling, der har undersøgt rollemodelsindsatsen i seks boligområder, fraråder nu brugen af forhenværende kriminelle som forbilleder for andre unge.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Tidligere erfaringer har også vist, at brugen af ekskriminelle i det kriminalitetsforebyggende arbejde kan være en risikabel strategi. 

33-rollemodel fængslet for vold

For tre år siden viste en rapport fra konsulentbureauet LG Indsigt, at hver fjerde af 79 adspurgte kommuner havde måttet opsige en gadeplansmedarbejder, fordi medarbejderen havde begået kriminalitet under ansættelsen.

Samme år blev en 33-årig rolle-model fra en ungdomsklub i Høje-Taastrup Kommune idømt et års fængsel for vold.

- Det er nærliggende at bruge tidligere kriminelle som rollemodeller, fordi de ofte er gode til at sætte sig i respekt, og fordi de kender tankegangen hos unge, der er i risiko for at blive kriminelle. Men vores undersøgelse viser, at de kan være svære at styre. Forhenværende kriminelle kan være gode til at dæmpe gemytterne, hvis bølgerne går højt, og de kan på den måde holde unge ude af kriminalitet, men de kan sjældent vise de unge en vej i forhold til job, uddannelse og nye handlemuligheder i livet. Man skal også være varsom med det signal, man sender til resten af de unge i et boligområde, når man fremhæver tidligere kriminelle som forbilleder, siger en af rapportens forfattere, seniorkonsulent Mette Fabricius fra Center for Boligsocial Udvikling til Kristeligt Dagblad.

Rapporten konkluderer også, at rollemodeller ikke nødvendigvis skal rekrutteres blandt særligt talentfulde unge, men at forbillederne med fordel kan være almindelige unge fra lokalområdet, der kan inspirere andre til at komme væk fra en gadeorienteret livsstil.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik