Afdelingsformand Solveig Isbrand går gennem sit elskede Avedøre Stationsby Syd, der har kæmpet sig af ghettolisten.

Tidligere ghetto kæmpede sig af listen

Avedøre Stationsby har mere end halveret antallet af anmeldelser om kriminalitet over fire år.

I går kom otte nye områder på ghettolisten, fordi kriterierne for listen er blevet ændret.

Men det er ikke nogen evighedsdom at ende på listen. Det viser Avedøre Stationsby i Hvidovre, som engang har vendt udviklingen fuldstændig.

Avedøre Stationsby var med sine 2.500 boliger tidligere på ghettolisten. Nu er boligområdet ikke bare ude af listen igen, på bare fire år er antallet af anmeldelser om kriminalitet også halveret.

Fra 373 anmeldelser i 2013 til 184 anmeldelser i 2017. 

Vejen til den positive udvikling er en kombination af konkrete tiltag og et lokalt engagement, lyder det fra en afdelingsformændene Solveig Isbrand.

Hun har boet i sin lejlighed i Avedøre Stationsby Syd siden den stod færdig 1. september 1974.

Læs også Beboere ærger sig over comeback på ghettoliste

I dag er hun som afdelingsformand med til at skubbe kvarteret videre i den positive udvikling, området har set de seneste år.

En del af løsningen er et godt samarbejde, mener hun:

- Vi har et godt samarbejde med politiet, og med SSP og kommunen - både embedsfolk og politikerne.

Desuden valgte man også for år tilbage at sætte lamper op langs kvarterets stier for at gøre det mere trygt at færdes om aftenen. Og så renoverer man løbende udeområderne, hvor beboere i nærheden får mulighed for at præge resultatet. 

Solveig Isbrand har flere forklaringer på, hvorfor Avedøre Stationsby er inde i en god udvikling med færre anmeldelser af kriminalitet.

- Selvom de ikke selv har været med til at lave det fra starten eller har været ude og hamre og slå søm i og male, så føler jeg alligevel, at folk har et vist ejerskab som man siger, fortæller hun.

Solveig Isbrand kommer ikke til at flytte fra sit kvarter. Men hvis der ellers er plads, får hun måske snart flere naboer.

- Vi har da haft den store glæde her i lang tid at folk har slået opslag op i opgangene med at de gerne vil bytte med nogen der bor her i syd, og der tænker jeg jo: det er jo fordi vi har det flot - og rart