Erhvervsstyrelsen har afgjort, at Wonderful Copenhagens tidligere formand er ansvarlig for dele af tabet ved Melodigrandprix 2014. Foto: TV2/Lorry

Styrelse: Tidligere formand ansvarlig for millionunderskud

Skandalen omkring melodigrandprixet i 2014 er endt med et millionkrav mod tidligere bestyrelsesformand.

Den tidligere bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen er ansvarlig for dele af tabet omkring afholdelse af melodigrandprixet i 2014. Det skriver Erhvervsstyrelsen.

Skandalen omkring grandprixet, der endte med at udløse et stort millionunderskud for Wonderful Copenhagen, er blevet behandlet af Erhvervsstyrelsen.

Styrelsen har afgjort, at tidligere bestyrelsesformand for fonden Wonderful Copenhagen, Michael Metz Mørch, ikke har levet op til sine forpligtigelser.

Afgørelsen omhandler den del af skandalen, der handler om såkaldt slutfinansiering.

- Styrelsen finder, at Michael Metz Mørch i sin egenskab af formand har tilsidesat sine forpligtelser, og at der er tale om en væsentlig tilsidesættelse, skriver Erhvervsstyrelsen og fortsætter: 

- Styrelsen finder endvidere fortsat, at Michael Metz Mørch via sine handlinger som bestyrelsesformand har handlet ansvarspådragende i forhold til den trufne beslutning om slutfinansiering.

Ikke enig i afgørelsen

Men Michael Metz Mørch, mener ikke, at han er ansvarlig for millionunderskuddet efter melodigrandprixet i 2014.

Det fortæller hans advokat, Finn Schwarz, efter erhvervsstyrelsen har afgjort, at den tidligere bestyrelsesformand skal dække et tab på 21 millioner kroner.

- Vi vil gennemgå afgørelsen, og så vil vi overveje, om vi vil bringe den for Erhvervsankenævnet, siger Finn Schwarz.

Underskud på 58 millioner kroner

Det internationale melodigrandprix i 2014 blev afholdt i B&W Hallerne i et samarbejde mellem Wonderful Copenhagen og DR. Men projektet blev langt dyrere end budgetteret.

Det efterlod et underskud på 58 millioner kroner. Det valgte fonden Wonderful Copenhagen at dække, selvom man ikke havde pengene.

Det skete efter grandprixet var afholdt, og det var altså ikke afgørende for projektets afholdelse, at underskuddet blev dækket af fonden. Fonden var heller ikke juridisk forpligtiget til at dække underskuddet.

Michael Metz Mørch anses som specialt ansvarlig, da Erhvervsstyrelsen har vurderet, at han ikke informerede bestyrelsen og ledelsen af fonden ordentligt om, at fonden ikke var forpligtiget til at dække underskuddet.

- Styrelsen finder det kritisabelt, at daværende bestyrelsesformand, Michael Metz Mørch, har tilbageholdt væsentlig information for den øvrige bestyrelse, skriver Erhvervsstyrelsen.

Heller ikke dette er de to parter enige om.

Advokat Finn Schwarz siger, at hans klient ikke har givet udtryk for, at fonden var juridisk forpligtet. Desuden mener han ikke, det er bevist, at bestyrelsen ville have afvist at dække underskuddet, hvis formanden havde handlet anderledes.