Tidligere Brøndby-angriber skifter til Helsingør

Superligaklubben FC Helsingør har skrevet kontrakt med det 20-årige angrebstalent Daniel Stückler.

Oprykkerne fra FC Helsingør har tabt de første to kampe i Superligaen i denne sæson.

Fredag forstærkede Helsingør så truppen med den tidligere Brøndbyangriber Daniel Stückler, som fik sin kontrakt med HB Køge ophævet tidligere denne sommer.

Stückler har prøvetrænet i Helsingør, og han imponerede trænerteamet så meget, at han blev belønnet med en etårig kontrakt, skriver Ritzau.

Har før scoret i Superligaen

- Det er målet, at jeg skal op i gear og vise, hvad jeg kan. Jeg fik ikke helt muligheden for at vise mig frem i Køge, men det er jeg klar til at gøre her. Jeg skal forhåbentligt have en masse spilletid og hjælpe klubben.

- Selvfølgelig har jeg brug for lidt tid til at komme ind på holdet og komme i topform igen, men så er jeg også sikker på, at jeg nok skal få sat mit aftryk.

- Jeg har scoret i Superligaen før, og jeg er sikker på, at det kommer igen, siger Stückler til klubbens hjemmeside.

- Jeg tror, vi har en fin chance i Superligaen. Vi har et rigtigt godt hold både på og udenfor banen med et godt sammenhold, siger han.

Lønstrup: Vi tager kampen op

Helsingør-træner Christian Lønstrup ser et stort potentiale i tilgangen.

- Daniel er et de store ungdomstalenter i Danmark i de sidste fem-ti år, men har ikke fået forløst sit potentiale i Brøndby eller i Køge.

- Så vi tager "kampen lidt op", som vi har gjort med en del andre spillere, og vi kan se en masse spændende ting i Daniel.

- Det kommer til at tage lidt tid med ham, men der er helt klart en grund til, at vi har taget ham ind.

- I første omgang er det for at styrke vores bredde, men efter lidt tid er det planen, at han skal spille, siger Lønstrup.

Har spillet ni kampe for Brøndby

Stückler startede sin ungdomskarriere i Lyngby og Brøndby. Han spillede ni kampe i Superligaen for Brøndby og scorede et enkelt mål.

- Daniel er en rimeligt komplet angriber. Han er især en god boksspiller, der godt ved, hvor målet står, men han har været tynget lidt af manglende selvtillid.

- Der har været for mange dårlige oplevelser for ham de senere år, og det skal vi have ændret på, lyder det fra Lønstrup.

Stückler, som har spillet 42 ungdomslandskampe, er ikke udtaget til fredagens udekamp mod Sønderjyske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik