00:43

Nok har de et budskab, de gerne vil sælge på Missionsskibet Bethel. Men der er også plads til at se skibet og bare få en kop kaffe. Uden at blande Jesus ind i det.

Tid, tro og tusind små bølgeskvulp

"Man taler let om tro når man har noget i hænderne", siger de på missionsskibet Bethel, der ligger i Københavns Havn denne uge.

Derfor byder de på en god kop kaffe, en småkage og en snak på missionsskibet Bethel:

- Det gode ved sådan et skib her er, at vi har tid. Tid til at lytte og tid til at være sammen med folk og lære lidt om hvem de er.

På Bethel vil de gerne i dialog:

-  Så kan vi altid tale om liv og tro, hvis folk har lyst, siger Jørgen Knudsen, Sømandsmissionær for Sømandsmissionen.

Han og en kollega tager imod på det blå og hvide skib, Bethel. Et sejlende sømandshjem, kalder de også det tidligere marine-inspektionsskib, der under navnet Romsø, tidligere bl.a. havde søredningsopgaver.

- Jeg har selvfølgelig et budskab, jeg gerne vil sælge. Men jeg er også interesseret i dig. Hvem er du og hvordan er dit liv? Når man tager en almindelig snak over en kop kaffe, så er der bedre mulighed for også at tale om tro

Jørgen  Knudsen, Sømandsmissionær, Sømandsmissionen

I dag er der café i kabyssen og Bethel er på sin årlige mission rundt i forskellige danske havne. En stille form for missionsgerning er konceptet:

- Jeg har selvfølgelig et budskab, jeg gerne vil sælge, siger Jørgen  Knudsen. - Men jeg er også interesseret i dig. Hvem er du og hvordan er dit liv? Når man tager en almindelig snak over en kop kaffe, så er der bedre mulighed for også at tale om tro.

Det med tiden er det gode ved sådan et gammelt skib, siger Jørgen Knudsen: - Nogen siger, at det er som om tiden står stille her. Noget vi har brug for i dag.

Fra marien til sejlende sømandshjem

Skibet er fra 1969  og er af Barsøklassen. Det er bygget på Svendborg Værft som et ud af ni skibe. Da Sømandsmissionen overtog skibet i 2007 blev det sat i stand for de penge, der kom ind fra salget af Østerby Sømandshjem. Siden er det restaureret over flere gange.

Oprindeligt havde det to 20 mm maskinkanoner ombord. Opgaven var at overvåge de danske farvande. I dag er det kaffeduften og kokosmakronerne og er venligt velkommen der møder en- Og turen går til de havne, hvor det giver mening at lægge til kaj med budskabet om troen på Gud og hvad det kan gøre for dig.

Find Sømandsmissionen på facebook

Der er gratis kaffe og småkager i cafeen i kabyssen på Bethel Foto: Anders Nordahl / TV 2 Lorry

Turen går Danmark rundt

I år startede skibet turen midt i maj i Assens, siden har det været i Aabenraa, Nakskov, Rødvig og i sidste uge i Køge Havn. Der havde de en god uge på Bethel, med mange snakke og mange besøgende.

- Det er en skøn havn, siger Jørgen Knudsen. - Der kommer hele tiden nogen forbi.

Og der bliver ført mange snakke om tro: - I går havde vi besøg af en sygeplejerske, og hun sagde at det at dele er at hele, fortæller Jørgen Knudsen. Og referere til hvorfor Sømandsmissionen først og fremmest vil i snak med de besøgende og høre om dem og deres liv.

Skibet fungerer selvfølgelig som trækplaster for at missionere for troen på Gud:

- Men der er også plads til dem, der bare vil se skibet og opleve stemningen med en småkage og en god kop kaffe. Som i øvrigt er gratis, siger Jørgen Knudsen med et smil.

Bethel ligger nær Amaliehaven, lige ved Davidsstatuen, foran Den Kongelige Afstøbningssamling, denne uge ud. Næste stop er Gilleleje Havn i uge 27.