Thors frelser sigtet for embedsmisbrug

Politiklagemyndigheden har afhørt den politimand, som hentede den dødsdømte hund Thor på et internat.

Politiassistent Lars Bo Lomholt sigtes for embedsmisbrug og bedrageri for at fjerne hunden Thor fra Hillerød Dyreinternat. Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, til Ritzau.

Se video: Kidnapperen står frem

- Vi har afhørt ham, og han er sigtet for embedsmisbrug og for at bortfjerne hunden, siger specialkonsulent Christian Otto fra DUP.

Forholdet omkring bortfjernelsen af hunden har DUP valgt at betegne som bedrageri, og derfor er Lars Bo Lomholt også sigtet for det.

- Det skyldes, at han forårsager en vildfarelse, men det er primært sigtelsen for embedsmisbrug, der er bærende, siger Christian Otto.

Schæferhunden Thor står for at skulle aflives efter et slagsmål med en anden hund. Den anden hund blev ifølge politiet skambidt, og det udløser i medfør af hundeloven en aflivning.

Thor afventede sin skæbne på dyreinternatet, men tirsdag henvendte politiassistent Lomholt sig på stedet og hentede hunden.

Det var dog noget, han gjorde helt af egen drift. Lomholt har i medierne fortalt, at han handlede af moralske grunde.

- Jeg kan ikke komme ind på, hvad han har forklaret til os, men i grove træk svarer det til det, som han også har fortalt i medierne, siger Christian Otto.

Hos DUP fortsætter behandlingen af sagen, som efter alt at dømme vil ende med, at sagen bliver sendt til statsadvokaten.

- Når vi er færdige, så er det op til statsadvokaten at afgøre, om der skal rejses tiltale. Hvad angår hans ansættelsesforhold, så er det op til Rigspolitiet, siger Christian Otto.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik