Thorning-støtter savner rød profil

Helle Thorning-Schmidts første tid ved magten har budt på amatørfejl og manglende socialdemokratisk profil. Sådan lyder budskabet over for Politiken tirsdag fra en række kilder i baglandet 100 dage efter valget i september.   

    »Regeringen har været kluntet i timingen. De kom med betalingsringen i valgkampen uden at inddrage os borgmestre, og det har givet en masse slag. Så kom de med en fattig dame, som viste sig ikke at være fattig alligevel. Altså, der har været for mange af den slags amatørfejl«, siger Milton Graff Pedersen (S), borgmester for omkring 50.000 borgere i Hvidovre, til Politiken. 
    
  Ved valget i september fik Socialdemokraterne 24,8 procent af stemmerne. Trods statsministereffekt og nyt ministerhold er det alligevel gået stille og roligt tilbage, og før jul nåede partiet ned på 22,8 procent hos Megafon, skriver Politiken. Det er den laveste tilslutning i mere end to år.
     
»Det ser skidt ud nu, og det kan ingen være i tvivl om. Vi har haft store sager som Thornings skattesag og den om Carsten Hansen (sexchikane, red.), og så er det lykkedes for Venstres spinmaskine at få alle til at tale om løftebrud«, siger Helge Møller, erfaren lokalformand fra Rødovre, til Politiken.
     
S-formand i Glostrup, Gitte Wallin Limkilde, er meget opmærksom på, at regeringen har skuffet sine vælgere.
     
»Men på den lange bane vil tingene ændre sig, og man vil se den større mening i vores politik. Jeg tror på, det kan lade sig gøre. Nu kan Helle Thorning holde en nytårstale, hvor hun kan styrke Socialdemokraternes profil«, siger hun til Politiken.
     
Ekspert i vælgervandringer Kenneth Thue Nielsen mener, at det bliver afgørende for Helle Thornings fremtidsmuligheder, at hun finder en rød måde at lave økonomisk omfordelingspolitik på:
     
»For første gang i et årti blev valget i år afgjort på fordelingspolitik. Den har betydet mest for vælgerne. Derfor kommer Helle Thorning-Schmidt indiskutabelt til at skulle levere røde resultater på fordelingspolitikken, ellers kan hun ikke vende skuden for partiet«, siger Kenneth Thue Nielsen til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik