Foto: Lorry

Thorning afliver S-forslag om dyr parkering

Statsminister Helle Thorning-Schmidt afviser S-forslag om højere parkeringsafgift hos kommunerne.

Bilisterne behøver ikke frygte, at det bliver dyrere at stille bilen i kommunerne omkring København.
Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som dermed tilsyneladende afliver et forslag fra sit eget parti.
På forsiden af Jyllands-Posten bebuder Socialdemokraternes trafikordfører nemlig tirsdag et lovforslag, som vil ophæve loftet over, hvor høje afgifter kommunerne må tage for parkeringspladserne.

Et forslag, som omegnskommunerne har hilst velkomment - blandt andet fordi det vil gøre det lettere for kommunerne at få færre til at stille bilen for at tage toget ind igennem den kommende betalingsring.
Men det kommer ikke til at ske:
- Omegnskommunerne får ikke lov til at hæve parkeringsafgifterne, siger Helle Thorning-Schmidt.
Spørgsmål: Omegnskommunerne får ikke lov at hæve parkeringsafgifterne?
- Nej.
Loftet over parkeringsafgifterne blev indført af VK-regeringen for at dæmpe kommunernes prisstigninger på bilisternes parkering. Det betød, at kommunerne skulle aflevere en stor del af de højere afgifter til staten.

Men kommunerne skal have mulighed for at styre trafikken, lød det fra Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, som derfor ville fjerne loftet, selvom V og K advarer mod højere p-afgifter.
Men efter Helle Thorning-Schmidts melding er forslaget nu tilsyneladende trukket tilbage. Også Aarhus Kommune havde ellers udtrykt interesse i at hæve p-afgifterne for at begrænse antallet af biler i byen.