Thomas Hovmand fik prisen som Årets Hjerteredder efter at have givet førstehjælp til Martin Arendt Petersen

Thomas fra Frederiksberg blev årets hjerteredder

38 hjertereddere blev indstillet for fremragende førstehjælp - Thomas Hovmand løb med prisen og de 10.000 kroner

En dag i august var Thomas Hovmand fra Frederiksberg sammen med en kammerat på vej for at fiske i Furesø, da de fik øje på en cykelrytter, der var faldet af sin cykel.

-Han er helt blå i ansigtet, nærmest blågrå - han trækker ikke vejret, så jeg råber med det samme til min kammerat, at han skal ringe 112, fortæller Thomas Hovmand.

Og så gik han selv i gang med at give den bevidstløse cyklist hjertemassage. Undervejs kom der gang i mandens vejrtrækning igen, men hver gang, han holdt en pause, begyndte mandens ansigtskulør at forværres, så han fortsatte i de 15 minutter, der gik, indtil ambulancen kom .

Thomas indsats reddede livet på cykelrytteren, Martin Arendt Petersen.

- At jeg er i live i dag med et hoved og en krop, der fungerer lige så godt som før mit hjertestop, skyldes ene og alene Thomas' erfaring, overblik og handlekraft. Jeg er tilbage på arbejde på fuld tid, og jeg er begyndt at cykle igen. Det var et meget stort øjeblik for mig, da jeg fik mulighed for at trykke Thomas i hånden og sige tak. Og jeg kigger dagligt på billedet af Thomas hjemme på væggen med dyb taknemmelighed – vi kommer fremover til at kippe med flaget hvert år den 17. august, siger han.

Sent i aftes mødtes de to igen, da TV 2 Charlie afviklede året Hjertegalla, og her overrakte sundhedsminister Sophie Løhde Hjerteforeningens og Østifternes pris til den handlekraftige Frederiksberg-borger.

Thomas Hovmand fortalte den dramatiske historie til TV 2 Lorry i fredags. Den kan du se her.

Der var indstillet 38 hjerteredninger til prisen, men det blev altså Thomas Hovmand, som dommerne valgte.

- Vores historie viser, at det hjælper at gøre noget, når noget ikke ser rigtigt ud. Det er en stor ære at modtage prisen som Årets hjerteredder. Men for mig er den største gevinst, at Martin og hans familie kan fortsætte deres liv sammen, konstaterer han.