Teenagere kørte fra politiet - men endte i havnen

Tre mindreårige fik sig en ufrivillig dukkert i Københavns Havn efter at være flygtet fra politiet.

De tre teenagere var mandag aften involveret i et trafikuheld.

I en sort BMW kørte to drenge under 18 år og en jævnaldrende pige op i bagenden på en bil, der holdt for rødt ved et kryds.

De tre unge valgte at stikke af fra ulykken, men blev omkring en time senere spottet af politiet i Københavns Sydhavn.

Politiet satte efter bilen, men måtte efter et minuts tid opgive forfølgelsen.

Flugten fra politiet lykkedes, men herefter mistede føreren af bilen tilsyneladende herredømmet, og bilen havnede på bunden af en kanal i nærheden af Sjællandsbroen.

- Vores folk finder tre gennemblødte unge personer, som tilsyneladende selv er kommet ud af bilen og derefter hjulpet op på kajen af forbipasserende. Bilen var havnet i en ikke særlig dyb kanal, der er anlagt i forbindelse med nybyggeri i området omkring Otto Brandenburgs Vej, forklarer Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi til Ritzau.

De tre unge under 18 er nu anholdt. Ud over deres ufrivillige vinterbad er de ikke kommet noget til under biljagten og turen i havnen.

- Der er tale om tre danskere, og da bilen har svenske nummerplader, mener vi, at den er stjålet. Men det skal vi have tjekket hos de svenske myndigheder. De unge har ikke været særlig meddelsomme. Således ved vi endnu ikke, hvem af de tre, der sad bag rattet, siger vagtchefen.

For en sikkerheds skyld tilkaldte politiet dykkere fra brandvæsnet for at sikre sig, at der ikke var andre personer fanget i den forulykkede bil.

- Det var der heldigvis ikke, konstaterer Henrik Brix.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik