To teenagere fængslet for røveri mod pengetransport

To unge drenge sigtes og fængsles for røveri mod en pengetransport fredag eftermiddag.

To drenge på 16 og 17 år er blevet sigtet for røveri mod en pengetransport i Ballerup fredag eftermiddag.

De to unge er blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Københavns Vestegns Politi lørdag eftermiddag.

- De to, som vi fangede, har fået fire ugers varetægtsfængsling, siger vagtchef Brian Larsen.

Røveriet skete ved Nordea i Hedeparken, hvor en mand rettede en pistol mod personalet på pengetransporten og forlangte at få en pengekasse udleveret.

Efter røveriet stak manden af i retning mod en haveforening, og vidner kunne efterfølgende fortælle, at to mænd gemte sig i en have.

- Så vi lagde en ring om haveforeningen og gennemsøgte den med hunde.

- Kort efter blev de to så fundet, mens de lå og trykkede sig under en toiletbygning, sagde vagtchef Ulrik Hove fra Københavns Vestegns Politi fredag.

I forbindelse med anholdelsen fandt politiet også den pengekasse, der var blevet røvet.

De to drenge blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvorefter de nu altså skal tilbringe de næste fire uger bag tremmer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik