Mohamad Al-Bacha smed selv dette billede på Twitter-profil umiddelbart efter sejren. Foto: Twitter

Teenager fra Kokkedal vinder verdensmesterskab i FIFA

Spansk fodboldstjerne overrakte sejrs-checken, da teenager fra Kokkedal vandt VM i FIFA.

Danmark har fået en ny verdensmester.

Han er 17 år, hedder Mohamad Al-Bacha og bor til daglig i Kokkedal.

Natten til onsdag kæmpede han sig til sejren ved FIFA Interactive World Cup i New York. 

– At vinde konkurrencen gør mig mundlam. Jeg har virkelig arbejdet på min præstation og har været fuldstændig dedikeret til at spille det bedste, jeg kunne, her i New York, sagde Mohamad kort efter sejren til fifa.com.

Sammen med sejren fik han en check på 20.000 dollars plus en invitation til at deltage i FIFas årlige prisuddeling, Ballon D'Or.

Checken blev overrakt af ingen ringere end fodboldstjernen David Villa, der sammen med resten af Spaniens landshold var med til at vinde EM i 2008 og VM i 2010.

Flere end 2,3 millioner FIFA-spillere prøvede via nettet at kvalificere sig til turneringen, men kun 32 kom med til New York.

'Bacha', som den danske teenager hedder, når han spiller FIFA, træner normalt i 3-5 timer om dagen, og han har blandt andre imponeret David Villa. 

- Det har været en kæmpe øjenåbner for mig at opleve det høje niveau i konkurrencen. Professionalismen og den mentale styrke i finalen er fuldstændig ligesom i det rigtige VM, siger David Villa til fifa.com.